Irma i brat opbremsning

Kæden med de eksklusive varer forventer markant dyk indtjeningen i år, fordi kunderne søger mod discount.

Flere års fremgang for Irma er slut. Dagligvarekæden i den eksklusive ende af prisskalaen mistede indtjening sidste år, da finanskrisen satte ind. Forude venter et hårdt år, da lønsomheden vil falde yderligere.

»Resultatet i år bliver bestemt ikke lige så godt, som i 2008,« konstaterer Alfred Josefsen, der er administrerende direktør i Irma.

Kæden havde i 2008 en vækst i omsætningen med 5,4 pct. til 2,250 mia. kr. Reelt er der dog i bedste fald tale om en flad udvikling. En del af fremgangen skyldes inflation, og samtidig åbnede Irma otte nye butikker. Dermed er salget pr. butik faldet.

Resultatet blev et overskud før skat på 70,1 mio. kr. mod 75 mio. kr. sidste år, da Irma satte rekord.

»Det er faktisk et rigtigt godt resultat i betragtning af vilkårene. Fra midten af september begyndte vi at tabe kunder på grund af finanskrisen, og det gik naturligvis ud over lønsomheden,« siger Alfred Josefsen.

Han oplyser, at den gode nyhed er, at tilstrømningen af kunder ikke er faldet yderligere. Interessen for at handle i Irma har altså stabiliseret sig på et lavere niveau.

Kamp mod discount
Irma-kæden består nu af 82 butikker, og det er det største antal nogensinde. For 10 år siden var antallet 55. 2008 var også året, da Irma rykkede ind i provinsen med åbning af butikker i Århus, Odense og Aalborg.

»Der var ting, vi ikke ville have gjort, hvis vi for et år siden havde kunnet se ind i fremtiden,« erkender Alfred Josefsen.

Derfor vil han og den øvrige ledelse også sove på det et par ekstra gange, før der åbnes nye butikker i 2009. Videre ekspansion i provinsen bliver der taget stilling til på et bestyrelsesmøde i forsommeren.

Trods flugten mod discount vil Irma ikke gå på kompromis med kvaliteten.

»Vi vil kæmpe mod hele discountkulturen. Det gør vi ved fortsat at satse på et stadigt større udvalg af økologiske, miljørigtige, sunde, sanselige og lækre varer,« siger Alfred Josefsen.

BRANCHENYT
Læs også