Markant vækst i butikstyveri

10 pct. flere anmeldelser af langfingrede kunder. Butikkerne melder om mere tyveri blandt medarbejderne. HK Handel vil have klare regler.

Detailhandelen plages af en stigning i antallet af butikstyverier. I det seneste år er der til politiet anmeldt 10 pct. flere tilfælde af tyveri fra forretninger i hele landet.

Samtidig vurderer Dansk Erhverv, at medarbejderne stjæler mere end tidligere.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2008 blev anmeldt 19.166 tilfælde af butikstyveri. Året før blev der foretaget 17.433 anmeldelser.

Kunderne er mest langfingrede i Storkøbenhavn, hvor der i fjor var 8.258 anmeldte butikstyverier. Hvis region Sjælland medregnes, sker mere end halvdelen af tyverierne øst for Storebælt.

Nye kriminelle
»Vi har i de seneste år set nye typer af kriminelle i butikkerne. Professionelle bander, primært fra Østeuropa, tager på togt i Danmark og stjæler systematisk fra en række forretningerne. Det kan være en del af forklaringen,« siger Lars Alexander Borke, procesdirektør i Dansk Erhverv.

Han peger desuden på, at der især hos yngre er et mere afslappet forhold til tyveri fra butikker. Et skred i moralen kan ifølge Dansk Erhverv også opleves blandt butikkernes medarbejdere.

En undersøgelse blandt 57 medlemsvirksomheder med mere end 3000 butikker viser, at butikkerne oplever voksende problemer med tyverier blandt medarbejderne. Simpelt tyveri er det største problem i forbindelse med medarbejdersvind.

Vennernes ven
Salg til vennepriser og svindel med returvarer er også blevet mere udbredt.

»At miste jobbet og blive bortvist med øjeblikkelig virkning har ikke så store konsekvenser for unge ansatte, som endnu ikke har stiftet familie. Samtidig er der en større flygtighed og mindre loyalitet mod arbejdspladsen,« siger Lars Alexander Borke.

Dansk Erhverv har øget fokus på medarbejdertyveri. Organisationen fremhæver, at det er afgørende, at arbejdspladsen har helt klare retningslinjer på området, så de ansatte ikke er i tvivl om konsekvenserne.

Netop uklare regler er ifølge HK Handel årsag til mange sager, som kunne være undgået.

»Der er tale om en yderst skrap kontrol i detailhandelen. Men ofte er reglerne uklare, så medarbejdere er blevet bortvist for forseelser, de ikke vidste var i strid med reglerne. Derfor kunne mange sager være undgået,« siger Thomas Garlov, kommunikationschef i HK Handel.

Han peger på, at der i periode har været større udskiftning af personale i butikkerne. I den situation har arbejdsgiveren et særligt ansvar for at tydeliggøre reglerne.

»Handelsområdet er ikke anderledes end andre erhverv, og vi har ikke informationer, der viser, at problemet er stigende,« siger Thomas Garlov.

Mere overvågning
Øget kontrol og overvågning er en anden vej at gå. Indehaverne må videoovervåge butikkerne, hvis de ansatte ved, at det finder sted.

»Det kan begrænse svindet, og det anvendes i stigende udstrækning. Men det er beklageligt, at det er nødvendigt, for det er en ekstra udgift for arbejdsgiveren,« siger Lars Alexander Borke.

Dansk Erhverv ved ikke nøjagtigt, hvor store summer medarbejderne stjæler for. Nogle opgørelser viser, at der er tale om et milliardbeløb.

»Der er flere former for svind, og vi kan ikke vurdere det præcise omfang. Men medlemmerne oplever, at problemet med tyveri blandt de ansatte er stigende, og derfor må vi gøre en indsats for at begrænse det,« konstaterer Lars Alexander Borke.

BRANCHENYT
Læs også