Superkok i krise

Gordon Ramsay er blevet verdensberømt på at redde restauranter i faglig og økonomisk nød, og han sparer sjældent på gloserne. Med otte måneders forsinkelse har han afleveret et årsregnskab, som viser, at superkokken har forbrudt sig mod de betingelser, der gælder for hans kassekredit.

Han er aldrig karrig med gode råd, når nødlidende restauranter skal bringes på ret køl, eller når ”le chef” i køkkenet trænger til at få støvet den ramponerede faglige stolthed af, hvilket sker ved karsk tale og hyppig brug af det lidet yndefulde ord »fuck«.

I dag er det imidlertid superkokken Gordon Ramsay selv, der har brug for hjælp, skriver dagbladet Financial Times (FT).

Årsregnskabet for Gordon Ramsay Holdings er netop blevet indleveret, og det viser bl.a., at superkokken har forbrudt sig mod de betingelser, der gælder for hans kassekredit, hvilket giver hans bankforbindelse ret til at opsige den til omgående indfrielse eller stille skrappere betingelser for kassekredittens fortsatte eksistens.

Otte måneder forsinket
At der er røg i det finansielle køkken understreges af, at årsregnskabet er indleveret otte måneder for sent, da det gælder det regnskabsår, der sluttede den 31. august 2007.

Gordon Ramsay Holdings nåede i regnskabsåret 2006-07 en omsætning på 41,6 mio. pund, hvilket var en stigning på 9 pct. Overskuddet før skat steg til 3,0 mio. pund fra 816.717 pund året før.

På det tidspunkt sad pengene løst i London og New York, og derfor blev kreditkortene flittigt brugt i Gordon Ramsays restauranter, hvorfor der er grund til at antage, at situationen næppe er blevet bedre i det regnskabsår, der sluttede for godt syv måneder siden, og som der endnu ikke eksisterer noget regnskab for.

Hvordan situationen er i dag, da krisen endnu ikke har nået bunden, ved kun superkokken og hans nærmeste.

Regnskabet for Gordon Ramsay Holdings er underskrevet af bestyrelsesmedlemmet Chris Hutcheson, der er Gordon Ramsays svigerfar.

FT har bedt revisorer nærlæse regnskabet, og de konkluderer, at den stærkt forsinkede aflevering tyder på, at Gordon Ramsay fortsat ligger i forhandlinger med sine bankforbindelser.

Kassekredit flyttet
I maj i fjor nåede Gordon Ramsay Holdings at undgå at blive revet med ind i de islandske bankers fald, da en kassekredit på 4,2 mio. pund til Kaupthing Singer & Friedlander blev flyttet til Royal Bank of Scotland (RBS), der i dag kontrolleres af den britiske stat.

RBS har forstrakt superkokken med en kassekredit på 10,5 mio. pund med sikkerhed i »nuværende og fremtidige aktiver«. Kassekreditten er tidsbegrænset, og ifølge revisorerne foreligger der ingen skriftlig garanti for, at den vil blive fornyet af RBS.

Restauranter har som regel en temmelig ujævn pengestrøm i løbet af regnskabsåret, hvorfor de enten skal have en solid økonomisk polstring eller en robust kassekredit.

Gordon Ramsay ejer eller lægger navn til 12 restauranter samt tre pubber i Storbritannien og andre 12 i Europa, USA, Mellemøsten, Asien og Afrika.

Tre-stjernet flagskib
Flagskibet er Gordon Ramsay på Royal Hospital Road i Chelsea, der har de forkætrede tre Michelin-stjerner. Her lander prisen for en tre-retters menu på 99 pund inklusive drikkepenge og moms, men eksklusive drikkevarer.

Restaurant Pétrus har to Michelin-stjerner, men er ved at flytte til en anden adresse, hvorfor denne status må betegnes som usikker.

Restaurant Maze på Grosvenor Square og Gordon Ramsay at Claridge's i Brook Street, der begge ligger i Mayfair i London, har begge én Michelin-stjerne.

På Gordon Ramsay at Claridge's koster en tre-retters menu 78,75 pund inklusive drikkepenge og moms, men uden drikkevarer.

På Maze sammensætter man selv sin menu. Priserne for såvel forretter som hovedretter svinger mellem 8,50 og 29,00 pund, hvortil kommer 12,5 pct. i drikkepenge.

Der, hvor de fleste mennesker stifter bekendtskab med Gordon Ramsay, er restauranten Plane Food i den nye Terminal 5 i Heathrow-lufthavnen i det vestlige London.

Hvis man ikke lige er til hvide duge og tre-retters middage, indgår tre pubber i Gordon Ramsays koncern, hvor maden adskiller sig positivt fra, hvad de fleste har på pubber har på repertoiret. De ligger alle i London.

BRANCHENYT
Læs også