Håb om fortsat vækst

Blandt de store asiatiske vækstøkonomier rammes Indien formentligt mindre hårdt af den globale økonomiske krise. Indien har udsigt til en fortsat vækst på over 5 pct. i 2009, og det folkerige land rummer stadig gode muligheder for dansk eksport.

Kilde: Cheføkonom Jacob Warburg, Danmarks Eksportråd, Den danske ambassade i New Delhi, http://www.ambnewdelhi.um.dk Læs mere på: www.eksportraadet.dkMarkedet De mere end 1,1 milliarder indere i verdens største demokrati skal til stemmeurnerne senest i maj 2009, og kampen synes at blive en tæt dyst imellem det ledende Kongresparti (centrum-højre) og det hindunationalistiske parti, BJP.

Efter en periode, hvor regeringen har fremstået svækket pga. økonomisk afmatning og terrorangrebet i Mumbai i november 2008, opfattes den siddende regeringskoalition, United Progressive Alliance, nu som den mest sandsynlige vinder af valget. Indien er verdens 4. største økonomi, målt i købekraft, og har gennem de senere år været en af de hurtigst voksende økonomier i verden. Der har været stor vækst inden for servicesektoren og specielt indenfor it-outsourcing, bl.a. baseret på et stort og voksende udbud af højt uddannede ingeniører og andre vidensarbejdere, samt indere fra vestlige lande, som er begyndt at vende tilbage.

I 2030 forventes Indien at være verdens folkerigeste land, og middelklassen, som allerede nu tæller 200-300 millioner, forventes at øges drastisk.

Indien er berørt af den internationale finanskrise, men væksten forventes at fortsætte på et niveau, der - i sammenligning med den generelle, globale situation - dog må betragtes som relativ højt og attraktivt. Dette skyldes både en solid valutastilling, og at Indiens økonomi er mindre afhængig af vareeksport som vækstgrundlag end andre asiatiske vækstøkonomier. Indien har i stedet haft stor fokus på outsourcing af services. Økonomien har således udsigt til en fortsat vækst på 5 pct. i 2009, og der forventes en vækst på omkring 6 pct. i 2010.

Danske ministre har det seneste år med markant forøget frekvens gennemført møder og forhandlinger med indiske ministerkolleger. Disse ministerbesøg og de kommercielle drøftelser gavner danske virksomheders markedsmuligheder i Indien betydeligt.

Indien er et lovende marked for dansk eksport. Specielt i lyset af at den eksisterende eksport til landet er beskeden. Perspektiverne bliver bedre af, at Indien siden juni 2007 har ligget i forhandlinger med EU om en frihandelsaftale. Forhandlingerne skal ses i forlængelse af en omfattende liberalisering af den indiske økonomi gennem de seneste 10-15 år. Indien kan derfor betragtes som stort marked, hvor mulighederne stadig er mange og væksten høj.

Indien er dog et vanskeligt marked. Landet ligger nr. 122 på ”Doing Business”-indekset og er præget af infrastrukturproblemer og bureaukrati.

Virksomheder Der er nu mere end 100 danske virksomheder, som har etableret sig på det indiske marked. Alene i løbet af 2008 kom godt 20 nye til. Store danske virksomheder som Grundfos, Danfoss, Vestas, LM Glasfiber, Novozymes og Carlsberg er til stede med produktion. Seneste skud på stammen er Rosti og en stor Rockwool-investering. Endvidere råder Mærsk over mange omfattende aktiviteter i Indien. På rådgiversiden er COWI og Rambøll til stede med store selskaber.

Brancher For at kunne opretholde sin økonomiske vækst har Indien brug for betydelig energitilførsel. Kombineret med Danmarks særlige kompetencer på dette område udgør energi et interessant dansk indsatsområde. Indien har på det seneste også set sig nødsaget til at opprioritere miljøet. På den baggrund har danske virksomheder inden for f.eks. vandsektoren gode markedsmuligheder. Det samme gælder sundhedssektoren i Indien, hvor flere og flere danske virksomheder med succes etablerer sig.

Takt og tone At gøre forretning i et alsidigt og komplekst land som Indien kræver en indsigt og forståelse af den indiske forretningskultur. Indien er arealmæssigt på størrelse med Europa og er kulturelt set ligeså forskelligartet, og det er derfor svært at give generelle retningslinjer for indisk forretningskultur. Der lægges generelt stor vægt på en vis grad af høflig formalitet og oprigtighed. Størstedelen af befolkningen er af traditionelle og religiøse årsager vegetarer, ligesom de hverken ryger eller drikker alkohol.

Kontortider I Indien er de fleste virksomheder og offentlige institutioner åbne fra kl. 9.30 til 17.30 på hverdage. Nogle har åbent lørdag. Man skal dog være opmærksom på, at banker typisk kun har åbent til kl. 14 på hverdagen.

BRANCHENYT
Læs også