Bekymringer om udbud vægtede højst

Det danske obligationsmarked lukkede onsdag lavere, idet udbudsbekymringerne fortsat vægtede højest blandt de fastforrentede papirer. De europæiske og amerikanske aktiemarkeder lå overvejende i positivt terræn, hvilket understøttede den mindskede appetit efter obligationerne. Danske Bank sænkede onsdag eftermiddag sine skøn for den globale vækst i år markant.

Obligationsmarkederne lider
»Obligationsmarkederne lider fortsat under det massive udbud af nye obligationer, og det er et tema, som vil være gældende ugen ud,« sagde obligationschef Charles Diebel hos Nomura International til Bloomberg News. Obligationskurserne er desuden ramt af den positive stemning på aktiemarkederne, bemærkede obligationschefen.

Vækstprognose nedjusteret
Danske Bank nedjusterede onsdag eftermiddag sine prognoser for den globale vækst i 2009. Den globale produktion og efterspørgsel har været i frit fald de seneste tre-seks måneder, og den negative udvikling er fortsat i starten af 2009.

»Vi forventer nu, at den amerikanske BNP-vækst bliver på minus 2,7 pct. i 2009 mod tidligere forventning på minus 0,5 pct.,« skriver Danske Bank. For eurozonen ventes væksten ligeledes at vise minus 2,7 pct. i 2009, hvor der tidligere var ventet minus 0,7 pct. Ifølge Danske Bank er det klart Japan, som er hårdest ramt blandt de store økonomier. Banken forventer en vækst på minus 5,0 pct. i 2009 mod tidligere ventede minus 0,5 pct. Kina oplever også en opbremsning, men ventes at kunne klare sig med en vækstnedgang til 7,2 pct. i 2009.

Tyske fabriksordrertal skuffede
De tyske fabriksordrer for januar blev offentliggjort onsdag ved middagstid og viste et fald på 8,0 pct. i forhold til et revideret fald på 7,6 pct. måneden forinden. Analytikerne havde ventet et langt mindre fald på 2,0 pct. På årsbasis blev det til et fald på 37,9 pct. i januar. Her havde analytikerne ventet et fald på 28,3 pct.

BRANCHENYT
Læs også