Kritik af prisloft på medicin

Sundhedsministeren forhindrer reelt en fri konkurrence på medicinmarkedet ved at indgå aftale med medicinindustrien om et prisloft, mener regionsformand Bent Hansen. Ministeren og industrien forsvarer deres aftale.

Sundhedsministeren kan indirekte være med til at fordyre medicin. En aftale, han har indgået med medicinindustrien, forhindrer øget konkurrence på en stor del af markedet.

Det mener formanden for Danske Regioner, Bent Hansen.

Det er regionerne, der betaler en meget stor del af den medicin, vi indtager, hvad enten det er medicin købt på apoteket eller medicin, vi får på sygehuset.

»Jeg synes som udgangspunkt, at det er sundt at teste det frie marked og lade parallelimporteret og kopimedicin konkurrere så meget som muligt. Jeg er ærgerlig over, at ministeren blot passivt forlænger aftalen,« siger Bent Hansen.

Kritik allerede i 2006
Aftalen blev første gang indgået mellem tidligere sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og industrien i december 2006 og vakte kritik, fordi medicinindustrien godt nok forpligtede sig til at lægge loft over priserne, men samtidig fik løfte om, at ministeren ikke ville pille ved lægemiddelmarkedet i øvrigt, uden at industrien var indforstået.

Nu har den nuværende sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen (K), så forlænget aftalen frem til og med 2011, igen med løfte om ikke væsentligt at ændre markedsvilkårene på lægemiddelområdet.

En af de regler, som Bent Hansen og andre gerne så ændret, er reglen om, hvornår apotekerne automatisk skal udlevere den billigste kopi af en medicin. Nu skriver lægen på recepten navnet på en pille, men Bent Hansen vil gerne have såkaldt generisk ordination, dvs. der på recepten kun skal stå det aktive stof i lægemidlet. Der skal ikke stå Panodil, men paracetamol.

Det, mener Bent Hansen, vil øge brugen af billig kopimedicin, fordi patienter ikke vil insistere på at få originalpræparatet, når navnet ikke står på recepten.

Risiko for forveksling
Men industrien er modstander, for det vil betyde, at apoteket f.eks. kan give patienten en almindelig pille, selv om der på recepten står en version af lægemidlet, som er en sugetablet. Medicinselskaber forsøger ofte reelt at forlænge patentet på deres lægemiddel ved at ændre måden, man tager det på. Så vænner patienten sig til en sugetablet i stedet for en almindelig pille og vil insistere på originalmedicinen i stedet for kopien.

»Bent Hansen vil have, at vi skal gå endnu videre med substitution, og det er da et synspunkt, at der også skal kunne skiftes mellem forskellige dispenseringsformer (måder at tage medicinen på, red.), men det betyder, at patienten meget lettere kan forveksle medicinen,« siger direktøren i medicinselskabernes brancheforening, Lif, Ida Sofie Jensen.

Også sundhedsminister Jakob Axel Nielsen forsvarer aftalen med medicinselskaberne.

»Uden den aftale kunne vi pludselig have risikeret dramatiske prisstigninger, og dermed at syge og ældre medborgere skulle have betalt mere deres originalmedicin. Helt ærligt, så må Bent Hansen være ret glad for at undgå de prisstigninger. Han betaler jo en stor del af gildet,« udtaler ministeren i en e-mail.

BRANCHENYT
Læs også