Carlsberg ud af opkøbsræset

Bestyrelsesformand bekræfter Søderberg som ny næstformand på generalforsamlingen i dag. Bryggeriet melder pas på de godbidder, som Budweiser-InBev sætter til salg.

Der er rigtigt gode muligheder for at få fat i attraktive bryggerier, efter at Anheuser-Busch Inbev har sat fart på sine frasalg.

Alligevel melder Carlsbergs bestyrelsesformand helt kategorisk pas og vil ikke byde ind på eksempelvis Oriental Brewery i Sydkorea, Beck's i Tyskland eller andre muligheder. Kassen er helt og aldeles smækket i.

Bryggeriet har ellers tidligere holdt en kattelem åben, såfremt der kom et uimodståeligt tilbud. Så kunne man godt løfte på låget.

Men trods faldende rentesatser vil øl-koncernen alene koncentrere sig om at nedbringe sin rentebærende gæld på 44 mia. kr.

»Oriental og Anheuser-Busch Inbevs tyske forretning er en mulighed, som vi overhovedet ikke har diskuteret. Begge befinder sig i en beløbsstørrelse (5-7 mia. kr., red.) som vi ikke har lyst til at gå om bord i år. Vi har skåret helt ned på vores investeringer af hensyn til den gæld, vi har. Så investeringsønskerne er blevet reduceret så meget, som det næsten kan lade sig gøre for det indeværende år,« siger bestyrelsesformand Povl Krogsgaard-Larsen fra Carlsberg.



Større gæld
Når verdens største bryggeri, A-B Inbev, har sat flere forskellige ting til salg, skyldes det et endnu større gældsbjerg end det, Carlsberg slæber rundt på.

Derfor slanker man det fusionerede bryggeri og sælger især ikke-kerneaktiviteter som forlystelsesparker fra, men også bryggerier på markeder, hvor man har dobbeltdækning, eller hvor man ikke vil satse.

Tidligere har eksempelvis japanske Asahi købt A-B Inbev's andel på 20 pct. i Kinas største bryggeri, Tsingtao.

Desuden blev den amerikanske del af canadiske Labatt solgt til investeringsselskabet KPS Kapital Partners.

Forskydninger
»Disse bryggerier ligger uden for vores rækkevidde i den nuværende periode. Der er adskillige forskydninger på vej i bryggeriindustrien. Det er min personlige opfattelse, at der tegner sig en "liga" bestående af de fire største bryggerigrupper i verden. Herunder Carlsberg. Den gruppe, som størrelsesmæssigt ligger under de fire store, gør sig naturligvis nogle overvejelser om sin situation,« siger Povl Krogsgaard-Larsen.

Han mener, at det i den grad sætter vigtigheden af overtagelsen af Scottish & Newcastle i relief. Uden dette køb var Carlsberg også endt uden for superligaen af bryggerier. Bestyrelsesformanden mener endda, at købet objektivt set var den vigtigste opkøbsmæssige begivenhed i bryggeriets samlede historie, som går tilbage til 1847.



Internationalt bryggeri
Opkøbet har gjort Carlsberg til et langt mere internationalt bryggeri end tidligere. Det vil også sætte sine tydelige spor på generalforsamlingen i dag.

Her vil bestyrelsen for første gang optage udenlandske bestyrelsesmedlemmer i form af irske Richard Burrows og hollandske Kees van der Graaf. De indtræder i stedet for Jens Bigum, som falder for aldersgrænsen, mens Henning Dyremose ikke foreslås genvalgt.

Lidt ejendommeligt«
Den ændring betyder samtidig, at den tidligere APM-topchef Jess Søderberg rykker ind som næstformand for bestyrelsen efter Bigum, når den efter generalforsamlingen konstituerer sig. Det fremgår godt nok ikke af indkaldelsen til generalforsamlingen, men bekræftes af bestyrelsesformanden.

»Jess Søderberg er allerede medlem af bestyrelsen. Og hvis jeg nu fortalte dig, at Søderberg ikke er i kikkerten til næstformandsposten, så ville det nok være lidt ejendommeligt, ikke?« siger Povl Krogsgaard-Larsen.

I Carlsberg besættes formandsposten traditionelt med en af professorerne fra Carlsbergfondet, mens næstformandsposten overtages af en af de tre erhvervsfolk i bestyrelsen...

BRANCHENYT
Læs også