Fionia-bestyrelse fik opbakning

Der var opbakning til bestyrelsen og ledelsen på Fionia Banks generalforsamling i Odense.De talere, der kritiserede bankens ledelse, fik svar på tiltale fra andre aktionærer, der forsvarede ledelse og direktion.

»Det har jeg aldrig været ude for før. Der plejer slet ikke at være så megen…så megen… spørgelyst

Pensionist og aktionær Paula Rasmussen intonerede ordet "spørgelyst", som om det er et skældsord. Hun kunne lige så godt have sagt ballade eller optøjer.

Hun kiggede ud mod forhallen, hvor omkring 1.440 Fionia Bank-aktionærer spiste skinke- og æggesandwich til lyden af Whitney Houston beroligende stemme, alt imens stemmeoptællerne talte, hvor mange af ejerne der støttede bestyrelsens ændringsforslag til vedtægterne.

Ændringsforslagene var en forudsætning for, at statens afviklingsselskab, Finansiel Stabilitet, kan redde Fionia Bank med et kapitalindskud på en mia. kr.

Paula Rasmussen var en af de få gengangere blandt aktionærerne på Fionia Banks generalforsamling, der blev afholdt i forgårs i Odense Congress Center på Fyn.

Normalt plejer der at komme omkring 150 aktionærer til generalforsamlingen. Normalt bliver bestyrelsens forslag til ændringer enstemmigt vedtaget uden afstemning. Normalt er spørgsmål noget, man stiller i pausen og ikke på et podie.

Paula Rasmussen ville gerne selv stille et spørgsmål, men hun ville stille det, som hun plejer: personligt til bestyrelsesformanden uden et publikum.

Hun ville gerne vide, hvorfor "vi" - som hun omtaler Fionia Bank - ikke har solgt en bestemt bygning, som står tom.

»Den er nok ikke så meget værd nu, men det hjælper jo alt sammen… Mange bække små, som man siger,« sagde hun og spejdede efter bestyrelsesformand Bo Stærmose, der fløj ned fra podiet, da den skriftlige afstemning gik i gang.

Frontalt ind i finanskrisen
Fionia Bank er med nedskrivninger på omkring 1,2 mia. kr. og et underskud sidste år på næsten en mia. kr. kørt frontalt ind i finanskrisen. Uden håndsrækningen på en mia. kr. fra staten kan banken ikke overholde myndighedernes krav om solvens og dermed ikke drive bank.

»Alternativet til den fundne løsning ville have været, at banken var kommet under afvikling, og i den situation ville det have været så godt som sikkert, at aktiekapitalen ville blive tabt,« sagde bestyrelsesformanden i sin beretning.

Med rynket pande og et blik, der spejdede langt ud i horisonten, bønfaldt Bo Stærmose aktionærerne om at støtte bestyrelsens forslag. Inklusive at lade den bestyrelse, der har drevet banken mod milliardunderskud, blive siddende.

»Med de opgaver, der ligger på arbejdsbordet, vil vi finde det direkte uansvarligt at forlade banken,« sagde Bo Stærmose.

Spredte klapsalver
Det huede ikke alle aktionærer. Tre talere stillede sig op og kritiserede ledelsen.

»Bestyrelsen har tilladt, at banken har lånt 50 pct. mere ud, end den havde i indlån, og dermed med åbne øjne påtaget en risikofuld kurs direkte mod afgrunden,« sagde aktionær og professor Christen Sørensen, der lavede et lille karatehug i luften ved ordet afgrund.

De tre kritiske aktionærer blev modtaget med spredte klapsalver og modsvar fra flere aktionærer fra salen.

»Nu kommer der kræfter og kapital udefra, som kan gøre det muligt, at vi kommer frem. Hvad nytter det så, at vi taler negativt om fortiden,« spurgte aktionær Per Henriksen.

Han var ikke den eneste aktionær, der stillede sig op på talerstolen for at drive kritikken tilbage. På dette punkt var talerne holdt op med at lade, som om de havde spørgsmål, der skulle besvares af ledelsen.

»Hvis nogen kan bære skibet i havn, tror jeg, at direktør Jørgen Bast er den rette mand,« sagde en anden aktionær, Ole Bang.

Adm. direktør Jørgen Bast smilte ned i bordet fra sin plads på podiet. Jørgen Bast har blot siddet en måned i jobbet. Han blev hentet til Fionia Bank fra en stilling i Danske Bank for at redde stumperne, efter at den tidligere adm. direktør, Finn B. Sørensen, gik af i efteråret på grund af helbredsproblemer.

Spredte klapsalver og modtaler til trods - en enkelt aktionær stod fast på at kræve en afstemning om bestyrelsens forslag, og salen sukkede.

Halvdelen i fuldmagter
Det stod klart for de fleste, at bestyrelsen ville vinde afstemningen, der krævede et flertal på totredjedele. Ud over opbakning i salen havde bestyrelsen på forhånd sikret sig mere end halvdelen af stemmerne i fuldmagter.

Paula Rasmussen, der har været aktionær i knap 20 år, har ikke tidligere oplevet, at det har været nødvendigt med en skriftlig afstemning på en generalforsamling.

Hun var selv en af aktionærerne bag de 98,42 pct. af aktiekapitalen, der stemte for bestyrelsens forslag. Selvom hun har indstillet sig på, at værdien af hendes 90 Fionia Bank-aktier er tabt, har hun stadig tillid til bankens ledelse.

»Det er godt nok trist. Men de har min opbakning. Vi må jo stole på, at de gør deres bedste nu,« sagde hun og gik ud til æggesandwichene i forhallen med sit forslag til bestyrelsen om at sælge tomme bygninger.

BRANCHENYT
Læs også