1920'erne om igen

Interview I 1922 krakkede Skandinaviens største bank, Landmandsbanken, som i dag hedder Danske Bank. Der er mange lighedspunkter mellem datidens og den nuværende finanskrise.

Den økonomiske nedsmeltning bliver kaldt 100 års-krisen, men vi har før oplevet en finanskrise udradere banker på stribe.

Det er mindre end 100 år siden, at Første Verdenskrigs afslutning førte til en alvorlig finanskrise. Krigens buldrende højkonjunktur blev afløst af en økonomisk nedtur, som ramte mere end 80 banker så hårdt, at de måtte lukkes, rekonstrueres eller have tilført ny kapital.

Blandt dem var Danske Bank, som dengang hed Landmandsbanken. Den overlevede udelukkende, fordi den som Skandinaviens største bank var for stor til, at politikerne kunne lade den falde. Staten spændte et sikkerhedsnet ud i form af en statsgaranti og kapitaltilførsler i stor skala. Det grundlagde den konservative kreditpolitik og påpasselige virksomhedsdrift, som har kendetegnet Danske Bank helt indtil den nuværende krise, vurderer historikeren Søren Mørch. Han er forfatter til ”Det Store Bankkrak”, der handler om Landmandsbankens sammenbrud i 1922 og 1923, og han har sammen med Per H. Hansen skrevet en bog om Danske Banks historie.

En våd martsdag i 2009 skænker han kaffe i sit hus i Kartoffelrækkerne i København, hvor Morgenavisen Jyllands-Posten møder ham for at høre, hvad der skete, da Danmark blev ramt af en finanskrise så alvorlig, at landets største bank måtte rekonstrueres. Dengang som nu skiftede konjunkturerne brat.

Krisen kom efter krigen
»Der blev tjent frygtelig mange penge på neutraliteten under Første Verdenskrig. Ikke mindst på skibsfart. Men efter krigen kom der en krise, som ramte Danmark meget hårdt og Landmandsbanken umådeligt hårdt,« konstaterer Søren Mørch.

Før krisen havde de gode tider skabt optimale betingelser for grådigheden.

»Et cirkus udviklede sig under Første Verdenskrig med voldsomme spekulationsgevinster. Aktier steg 100 pct. om året. Man kan sammenligne med udviklingen i huspriserne de seneste år,« siger Søren Mørch.

Virksomheder og banker har i dag kastet sig over Østeuropa. Dengang investerede danske virksomheder tungt i Rusland, som man vurderede ville blive et lukrativt marked. Den russiske revolution og nationaliseringerne satte en brat stopper for det.

Krisen ramte virksomhederne hårdt, og det gjorde blot ondt værre, at bl.a. Landmandsbanken i forvejen havde ført en lemfældig kreditvurdering lullet i søvn af de mange fede år.

Da krisen ramte, forsøgte ledelsen at undgå, at bankens aktier blev ramt af store kursfald. Det kunne så tvivl om soliditeten. Derfor kom Danmarks første banklov i 1919 mildest talt ubelejligt. Den krævede, at en banks regnskab skulle vise, hvor stor en beholdning af egne aktier banken lå inde med. Mange solgte deres aktier i Landmandsbanken, og for at undgå kursskred var banken køber. For at slippe for at oplyse beholdningen af egne aktier, oprettede banken konsortier, hvor deltagerne lagde navn til at købe bankens aktier, men ikke lange penge til. Finansieringen kom fra banken selv. Den aktuelle krise har tilsvarende afsløret banker i aggressive salgsfremstød for at få afsat egne aktier i flere tilfælde med banken som finansieringskilde.

Kun for landets spidser
I 1920'erne var konsortierne forbeholdt landets spidser, som også fik adgang til andre lukrative investeringer.

»Der var privilegerede spekulanter, som fik tip om at købe aktier i virksomheder. Dem kunne de beholde, hvis de ville, men de kunne også sælge dem til Landmandsbanken til købsprisen. Banken tog altså risikoen, men gav gevinsten væk. Til gengæld fik banken store, kendte kunder,« forklarer Søren Mørch.

En berømt scene udspandt sig, da embedsmænd bar sække med penge fra Nationalbanken over i Landmandsbanken for at vise danskerne, at der skam var penge nok.

Det var der bare ikke. Banken blev indhentet af den realøkonomiske virkelighed, og det krævede flere forsøg med rekonstruktioner at få den på fode igen.

Første gang stod to højtstående embedsmænd i spidsen som garanter for, at banken kunne klare krisen.

De vurderede, at det var muligt at afdrage gælden og nedbringe de overvurderede engagementer over en årrække.

Skønmaleri
Luften skulle langsomt og kontrolleret ud af den oppustede boble.

Men bankinspektionen, som kan sammenlignes med nutidens Finanstilsynet, mente, der blev tegnet et skønmaleri. Ifølge bankinspektør Holmer Green var bl.a. aktieposter i Rekylriffelsyndikatet og Transatlantisk Kompagni kraftigt overvurderede.

»Store aktieporteføljer var tvivlsomme, og spørgsmålet er, hvordan man skal vurdere den slags: Bør man afskrive store beløb, eller kan man gnave det af over måske fem år? Landmandsbanken mente, det kunne håndteres. Ifølge den var aktiekapitalen ikke tabt, og der var slet ikke tabt penge udover aktiekapitalen. Bankinspektørens opgørelse viste tab udover aktiekapitalen, som svarer til et større milliardbeløb i dag,« siger Søren Mørch.

Statsgaranti
Staten, Nationalbanken og et par store virksomheder skød ansvarlig kapital i Landmandsbanken. Samtidig udstedte staten en garanti.

»Det var som at åbne en skraldespand. Alt, der lugtede lidt af risiko, røg derned. Det er faren ved den slags bankpakker, at alt skidtet bliver læsset af,« siger Søren Mørch.

Alene tabene på Transatlantisk Kompagni løb efterfølgende op i ca. 250 mio. kr., hvilket svarer til et tocifret milliardbeløb i dag.

De første forsøg på at redde Landmandsbanken gik galt, men endnu et forsøg blev gjort i 1928 med statsaktiekapital, der først blev endelig afviklet mange år senere. A. P. Møller påtog sig hvervet som formand for bestyrelsen, hvilket forklarer de nære bånd mellem Danske Bank og A. P. Møller den dag i dag.

Skatteyderne betaler
Som skatteyder kan man ærgre sig over, at staten bruger penge på at redde banker, men Søren Mørch peger på, at alternativet er værre.

»Det er dilemmaet. Regningen ender hos skatteyderne, selv om ingen vil indrømme det, og ingen ved, hvor meget af det tabte, der ikke behøvedes at gå tabt. Vi taler jo ikke om objektive størrelser,« siger Søren Mørch.

Ifølge ham kan vi ikke lære af historien. Var det tilfældet, ville vi have undgået den aktuelle finanskrise.

»Man skal være forsigtig med at være bagklog. Men ligheden mellem 1920'erne og nu er, at bankvæsen er som troldeguld. Bankerne har jo ikke de penge, de låner ud. Kommer vi alle rendende, får vi ikke vores penge. Det er et verdsligt mirakel,« konstaterer Søren Mørch.

Måske har han ret i, at man ikke kan lære af historien. Men man kan indhentes af den.

På den netop afholde generalforsamling i Danske Bank stillede en af aktionærerne, Ove H. Ejlertsen, et forslag, som blev forkastet. Det havde følgende ordlyd:

»Bankens navn ændres til: Den Danske Landmandsbank A/S. Det, der hænder, er alligevel så provinsielt, at navnet er bedre dækkende.«

BRANCHENYT
Læs også