Forårspakken forringer selskabers retsstilling

I regeringens forårspakke foreslås, at selskaber ikke længere skal have ret til omkostningsgodtgørelse i skattesager. I stedet skal selskaber kunne fratrække udgifterne ved sagens førelse. Med forslaget sættes selskabers retsstilling 25 år tilbage i tid.

I dag har alle borgere krav på at få godtgjort udgifter i klagesager ført mod skattevæsenet.

Vinder borgeren en klagesag, dækker staten udgifterne fuldt ud. Taber borgeren sagen, dækkes udgifterne med 50 pct.

Den nuværende ordning er begrundet i en lang række hensyn og er udviklet gennem mange år.

Først og fremmest har mange konkrete sager vist, at borgerens kamp mod skattevæsenet er en ulige kamp. Det gælder især, hvor tvisten drejer sig om et mindre beløb for borgeren, men ganske betydelige beløb for staten.

Klassisk eksempel
Et klassisk eksempel er sager om befordringsfradrag. For pendleren er tabet af et befordringsfradrag træls, men måske til at overse. For staten kan der være tale om beløb i milliardklassen, når tusindvis af pendlere får adgang til et større befordringsfradrag som følge af en konkret sag.

Før reglerne om omkostningsdækning blev indført, kunne man derfor ikke sjældent se, at en skatteyder havde to mulige udfald, når han overvejede at køre en skattesag: Sagen tabes, og skatteyderen stod tilbage med omkostningerne ved sagens førelse. Sagen vindes, og skatteyderen stod tilbage med en nettoudgift, da omkostningerne til rådgivere oversteg den indvundne skat.

Retssikkerheden havde trange kår. Dette blev afhjulpet med reglerne om omkostningsdækning.

Fradragsmodellen
Frem til 1967 var det fast antaget, at borgernes udgifter til førelse af skattesager kunne fratrækkes på selvangivelsen. Begrundelsen var dengang, at selve skattebetalingen kunne fratrækkes i indkomstopgørelsen. Udgifter til skattesager om størrelsen af selvsamme skattebetaling antoges derfor også at kunne fratrækkes.

Da reglerne om fradrag for betalte skatter blev ophævet, antog myndighederne, at fradragsretten for udgifter til sagsførelse nu også var bortfaldet.

Denne opfattelse blev sidenhen kritiseret af Folketingets ombudsmand, da han i 1980 fik forelagt spørgsmålet i forbindelse med en klagesag fra en borger.

I 1983 blev samme spørgsmål i en konkret sag forelagt for Østre Landsret. Landsretten nåede frem til samme konklusion som ombudsmanden, nemlig at der var fradragsret for udgifterne. Hændelsesforløbet i den konkrete sag demonstrerede med al ønskelig tydelighed behovet for en sådan fradragsret:

Afgørende sager
Skatteyderen i den pågældende sag, Gunnar Jauer, havde først ført en skattesag om fradrag for underskud ved drift af et dyrecenter. Ved Højesteret fik han medhold i, at han var berettiget til dette fradrag. Omkostningerne ved førelse af denne sag fratrak Jauer ved indkomstopgørelsen - med det resultat, at han endnu en gang fik skattevæsenet på nakken. Jauer førte nu en ny domstolssag mod skattevæsenet - denne gang om spørgsmålet om fradragsret for omkostningerne ved førelse af den første skattesag. Og endnu en gang fik Jauer medhold, denne gang ved Østre Landsret.

Udfaldet af disse to sager har helt notorisk fået afgørende betydning for retsstillingen på området og dermed betydning for tusindvis af andre skatteyderes retsstilling. Men Gunnar Jauer var som ene mand ansvarlig for omkostningerne ved førelse af de to skattesager.

Omkostningsdækning
Efter flere politiske tilløb til fastsættelse af en støtteordning blev der i 1984 opnået enighed om vedtagelse af en ny lov på området, nemlig loven om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager.

Formålet med loven var at erstatte en fradragsordning med en tilskudsordning med henblik på at modvirke forskellen i fradragsværdien i høje og lave indkomster.

Omkostningsdækningsloven gav dog kun mulighed for delvis dækning af borgerens udgifter til sagsførelse. Selv om en skatteyder således havde ført en sag og havde opnået fuldt ud medhold i sagen, stod mange skatteydere altså tilbage med en regning for sagsførelsen. Dette på trods af, at mange sager havde betydning, ikke blot for borgeren selv, men også for mange andre borgere.

En anden svaghed ved den oprindelige omkostningsdækningslov var, at omkostningsdækningen kun gjaldt borgernes omkostninger ved førelse af domstolssager.

Disse og andre uhensigtsmæssigheder ved loven blev sidenhen udbedret.

Senere forbedringer
Efter flere lovændringer op gennem 1990'erne blev ordningen om omkostningsdækning udvidet til at omfatte også udgifter ved sager for skatteankenævn og for Landsskatteretten.

Selve procentsatsen for dækning af udgifterne har svinget i takt med ændringerne af den effektive beskatningsprocent. Dette gjaldt såvel for personer som for selskaber.

Et afgørende skridt blev taget i 2002, da der blev indført regler om fuld godtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand i sager, som borgeren vinder fuldt ud. Formålet med denne lovændring var at styrke skatteydernes retssikkerhed. Man havde således konstateret, at flere skatteydere opgav at føre skattesager, fordi det ofte ville være en langvarig, økonomisk og psykisk belastning for den enkelte, ligesom der var en stor risiko for, at omkostningerne ved at få ret ville overstige den tilbagebetalte skat.

Den daværende borgerlige regering oplyste dengang, at Venstre og Det Konservative Folkeparti gennem en længere årrække havde påpeget dette som et problem over for den tidligere regering - uden at problemet på området var blevet løst. Det var derfor regeringens opfattelse, at de urimeligheder, som en skatteyder udsættes for ved at få ret i sin skattesag og alligevel stå tilbage med et økonomisk tab, ville blive fjernet med en lovændring om fuld omkostningsgodtgørelse i vindersager.

Nuværende regler
Reglerne er nu således, at får borgeren medhold i en klagesag i overvejende grad, har borgeren krav på at få godtgjort sine udgifter til sagkyndig bistand i skattesagen fuldt ud, dvs. en godtgørelse af udgifterne med 100 pct. Samme godtgørelsessats anvendes i de relativt få sager, som vindes af skatteyderen, men herefter indbringes af Skatteministeriet for en højere klage- eller ankeinstans.

Får borgeren ikke medhold i en sag i overvejende grad, godtgøres borgerens udgifter med 50 pct.

Reglerne gælder for alle borgere, dvs. både for privatpersoner og for virksomheder. Og alle virksomheder er omfattet, herunder både dem, der drives i personligt regi, og dem, der drives i selskabsform.

Forårspakke 2.0
Med forårspakke 2.0 er reglerne om omkostningsgodtgørelse imidlertid nu kommet i fornyet søgelys.

Det er nemlig et led i forårspakken, at partierne bag aftalen er enige om at afskaffe omkostningsgodtgørelse for selskaber, samtidig med at udgifterne gøres fradragsberettigede. For et selskab, der vinder en skattesag i overvejende grad, betyder der, at den effektive dækning af selskabets udgifter til sagkyndig bistand ved sagens førelse reduceres fra 100 pct. til 25 pct. Forringelsen skal altså gælde, selv om det ligger fast, at skattevæsenet aldrig burde have rejst sagen, og at selskabet derfor med urette er blevet påført udgifter til klagesagens førelse.

Forslaget er baseret på et delforslag i Skattekommissionens forslag til en skattereform, hvorefter selskaber og fondes mulighed for at opnå omkostningsgodtgørelse bør afskaffes. Efter Skattekommissionens opfattelse vil der ikke være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder forbundet med at afskære selskaber og fonde fra at gøre brug af ordningen.

Det skyldes ifølge Skattekommissionen, at selskaber og fonde altid er bistået af professionelle rådgivere ved udarbejdelse af selvangivelsen. Når selskaber derfor fører en skattesag, skyldes det efter Skattekommissionens opfattelse ofte, at selskabet ønsker at få retsstillingen på et konkret retsområde afklaret.

I øvrigt vil en afskaffelse af selskabers adgang til omkostningsgodtgørelse ifølge Skattekommissionen medføre betydelige administrative fordele.

Skattekommissionens forslag synes at være baseret på en forudsætning om, at selskaber - uanset at de er bistået af professionelle rådgivere - ved dispositioner på uklare retsområder selvangiver med henblik på at få retsstillingen på retsområdet afklaret. Det er imidlertid ikke min erfaring, at selskaber ved indgivelse af selvangivelse optræder grænsesøgende - snarere tværtimod.

Bindende ligningssvar
Ønsker et selskab at få retsstillingen afklaret, vil selskaber - på samme måde som alle andre skatteborgere - anmode om et bindende ligningssvar. Og der er allerede efter de nugældende regler ingen adgang til omkostningsgodtgørelse i sager om bindende ligningssvar.

Måtte et selskab være uenig i den afgørelse, som skattevæsenet træffer ved det bindende ligningssvar, og indbringer selskabet derfor afgørelsen for en klageinstans for at få retsstillingen afklaret på det pågældende retsområde, kan man sætte spørgsmålstegn ved, om ansvaret for en afklaring af retstilstanden bør hvile på selskabet eller på Skattevæsenet, som administrerer reglerne.

Skattekommissionen henviser til indkomståret 2007. Der blev for dette indkomstår afsagt knap 1.000 afgørelser, der blev offentliggjort af skatttemyndighederne. En gennemgang af de første 500 afgørelser afsagt i foråret 2007 viser, at Skattekommissionen nok har taget munden lidt for fuld. Mange sager vedrører samme problemstilling som for personer, ligesom et større antal sager ikke er baseret på et ønske om grænsedragning - men at skattemyndighederne har tilsidesat selvangivelsen på givne punkter.

Det henstår uklart, fra hvilket tidspunkt loven får virkning. Vil verserende skattesager eksempelvis være omfattet? Videre er det uklart, hvad der gælder for sager omkring syn og skøn. Det vil formentlig være en god idé i verserende skattesager at fremsende acontoafregning med henblik på i videst mulig omfang at søge at sikre, at de hidtidige regler finder anvendelse.

BRANCHENYT
Læs også