Obligationerne var styret af aktiebørserne

Udviklingen på fredagens aktiemarkeder havde stor indflydelse på dagens kursdannelse på obligationerne. Obligationsrenterne fik mindsket stigningerne i takt med, at optimismen på aktiemarkederne sivede. Det blev kun til ganske begrænsede reaktioner på dagens nøgletal.

Steg fra morgenstunden
De europæiske aktiemarkeder steg fra morgenstunden efter torsdag aftens fremgang i USA og nattens stigninger i Asien. Ved middagstid lå det tyske DAX30-indeks med en fremgang tæt på 2 pct., hvilket helt blev udraderet i den sene handel.

»Aktiemarkedernes udvikling havde en stor effekt på obligationsmarkederne. Obligationsrenterne steg fredag morgen grundet den positive aktiestemning, hvilket dog blev modereret i fredagens sene handel, da aktierne begyndte at sive,« vurderede cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken til RB-Børsen. Cheføkonomen hæftede sig også ved, at der fredag var holdt en auktion med obligationer for 7,5 mia. euro i Italien.

Amerikanske handelstal
Den amerikanske handelsbalance overraskede positivt med et fald i underskuddet til 36,0 mia. dollars i januar fra 39,9 mia. dollars i december. Analytikerne havde ventet et mindre fald til 38,0 mia. dollars.

Senere blev spotlightet rettet mod den amerikanske forbrugertillid. University of Michigans forbrugertillidsindikator overraskede lidt med en fremgang til 56,6 i marts fra 56,3 i februar. Analytikerne havde ventet et fald til 55,0 i marts.

Investorerne går en aktiv weekend i møde, hvor der er G20-møde med finansministrene. Den globale økonomiske situation vil blive diskuteret. Yderligere holder oliekartellet OPEC møde for at diskutere muligheden for en produktionssænkning, hvilket skal øge oliepriserne.

BRANCHENYT
Læs også