Økonomer: Bankdirektører er bange for aktionærerne

Danske Bank foretrækker at polstre sig med statstilskud, fordi ledelsen ikke tør møde aktionærerne ved en aktieemission, mener to økonomer.

De danske bankdirektører er panisk angste for deres aktionærer. Når de afviser at hente ny kapital på aktiemarkedet, sker det med undskyldninger, der ikke holder vand i virkeligheden.

Det hævder professor Anders Grosen og lektor Johannes Raaballe fra Handelshøjskolen Aarhus Universitet.

De to økonomer er blevet provokeret af, at Danske Banks ordførende direktør, Peter Straarup, har sagt, at en kapitaludvidelse kan udvande værdien af de øvrige aktionærers formue »meget, meget betydelig«.

Afviser påstanden
Den påstand holder imidlertid ikke, mener økonomerne, der kritiserer banken for at polstre sig gennem statstilskud og statsgarantier.

»Der er ikke hold i, at en aktieemission går ud over de nuværende, trofaste aktionærer. Der er snarere tale om, at dårlige ledelser er panisk angste for at gå på aktiemarkedet. For i denne situation er rollerne byttet om: I så fald er det nemlig aktionærerne, der bestemmer. De kræver måske endda en ny ledelse for at skyde penge ind. Så frem for at polstre banken ved at gå på aktiemarkedet foretrækker den dårlige bankledelse statslige kapitalindskud, hvor der ikke stilles krav til bankens ledelse,« skriver Anders Grosen og Johannes Raaballe i en artikel i martsudgaven af tidsskriftet Finans/Invest, der netop er udkommet.

Økonomerne ledsager deres påstande med en række regneeksempler og en undersøgelse fra 2008, der viser, at et selskabs aktier i gennemsnit stiger 2 pct. ved annonceringen af en aktieemission.

Skarp kontrast
Anders Grosen og Johannes Raaballe påpeger, at bankernes manglende polstring står i skarp kontrast til de Klondike-lignende indtjeningsforhold i banksektoren de seneste år.

»I den lange optur ligger kimen til nedturen. En del bankledelser og kreditmedarbejdere har åbenbart fået den opfattelse, at de økonomiske love var blevet ophævet. Der er derfor også grund til at se på de ledelsesmæssige aspekter af krisen. Ligeledes har det undret os, at mange bankledelser ikke undervejs har villet klare deres behov for kapitalpolstring ved at gå på aktiemarkedet, således som finansieringsteorien foreskriver,« skriver økonomerne.



BRANCHENYT
Læs også