Stærk krone kan koste 47.000 job

Kraftige kursskred for valutaer på nærmarkeder kan koste et dyk i beskæftigelsen på op til 47.000 personer i 2009 og 2010, hvis kurserne fastholdes. Både eksport og import påvirkes massivt. Bankøkonomer forventer dog, at valutakurserne vil rette sig.

Voldsomme kursfald på britiske pund og svenske og norske kroner kan gøre store indhug i den danske beskæftigelse, advarer erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

Hvis de seneste dyk i valutakurserne fastholdes på samme niveau, så vil det ifølge Dansk Erhvervs beregninger resultere i et fald i beskæftigelsen på 15.000 personer i 2009 og yderligere 32.000 personer i 2010.

»Det er meget slemt. Valutakursfaldene i sig selv er værre end den globale finanskrise, fordi vi stort set fra den ene dag til den anden har mistet op til 20 pct. af vores konkurrenceevne,« siger cheføkonom Jens Brendstrup.

Dansk Erhverv venter, at valutadykkene alene i 2009 vil koste eksport for godt 13 mia. kr. Desuden vil de relativt billigere udenlandske varer resultere i øget import for 9,5 mia. kr.

Ringere efterspørgsel
Cheføkonomen anslår, at tre fjerdedele af beskæftigelsestabet direkte skyldes valutakursudviklingen, mens resten kommer fra den efterfølgende lavere vækst i efterspørgslen.

»Man kan ikke støtte sig ud af det på nogen måde. Man må vente på, at tingene normaliserer sig, og så udnytte ventetiden til lave erhvervsstrukturer herhjemme, der gør, at vi kan få fat i nye markeder og produkter,« mener Jens Brendstrup.

Han efterspørger erhvervsprogrammer med fokus på grøn energi, hvor danske virksomheder i forvejen står stærkt, og opfordrer desuden til, at virksomhederne vender blikket mod andre markeder, f.eks. Brik-landene på trods af, at også de er under pres netop nu.

Cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen anerkender, at de store valutakursfald på nærmarkederne vil få stor betydning for dansk eksport og eksportbeskæftigelsen. Han forventer dog ikke, at kurserne vil forblive på det nuværende lave niveau to år endnu.

»Vi forventer, at i hvert fald svenske kroner vil blive styrket, når vi kigger 12 måneder frem, men de vil stadig ligge på et ret svagt niveau. Kurserne kommer ikke op på de gamle niveauer i år,« siger han.

Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen, tror heller ikke, at det vil gå helt så galt, som Dansk Erhvervs analyse forudser. Han betegner analysen som et ”worst case scenarie”.

»Der skal ikke ske så forfærdelig meget, før pund og svenske kroner kan blive styrket, selv om de sikkert vil forblive på et lavere niveau, end før finanskrisen brød ud,« vurderer han.

BRANCHENYT
Læs også