Bagger-advokat tæt på svindelsag

Michael Ziegler, partner i Advokatfirmaet Plesner, var i foråret 2008 med til at forberede et salg af IT Factory. Det skete uden at følge op på en henvendelse fra Allan Vestergaard, der hævdede at eje 62 pct. af IT Factory.

Den danske topadvokat Michael Ziegler var i foråret 2008 travlt optaget af at forberede et salg af IT Factory. Halvandet år forinden havde han imidlertid fået kendskab til, at den tidligere Nordea-investeringsrådgiver, Allan Vestergaard, mente at eje 62 pct. af selskabet.

Salgsforberedelserne af det på papiret guldrandede it-selskab skete på opdrag af IT Factorys daværende bestyrelsesformand, Asger Jensby, som havde fået en henvendelse fra et amerikansk selskab.

Retvisende billede
Som led i forberedelserne havde Michael Ziegler bl.a. til opgave at bistå med at sikre, at køberne fik et retvisende billede af den samlede IT Factory-forretning. Dette arbejde afslørede tilsyneladende ingen uregelmæssigheder, selv om en salgsgennemgang normalt kræver et præcist overblik over forretningsgangen, kundekartoteket, finansieringen og garantier for fremtidige indtægter.

Salget blev aldrig til noget, fordi Stein Bagger i 11. time modsatte sig et salg.

Ben i mange lejre
Michael Ziegler toppede sidste år listen over Danmarks mest anvendte konkursadvokater. Men hans mange konkurssager har ikke forhindret, at han i årevis har haft et ben i mange lejre, idet han har været advokat for såvel IT Factory og JMI Invest som for Asger Jensby, Stein Bagger og dennes hustru, Anette Uttenthal.

Hans centrale rolle blev understreget i timerne efter Stein Baggers forsvinden den 27. november, idet Michael Ziegler som den første havde den daværende bestyrelsesformand i IT Factory, Asger Jensby, i røret, efter at denne havde talt med Stein Baggers hidtil hemmeligholdte forretningspartner, Allan Vestergaard.

Bindeled
Det var også Michael Ziegler, der agerede bindeled mellem Jensby og Anette Uttenthal, mens hun jagtede sin forsvundne mand i jetset-paradiset Dubai.

Fik mange dokumenter
Michael Ziegler optræder tillige som modtager af de mange dokumenter, der cyklede rundt mellem Asger Jensby og andre af IT Factory-sagens hovedpersoner natten til den 28. november, hvor himmel og hav blev sat i bevægelse i forsøget på at gennemskue, hvad der præcist foregik, hvor Stein Bagger var taget hen og ikke mindst hvorfor.

Som IT Factorys husadvokat hjalp Michael Ziegler med at erklære IT Factory konkurs efter Stein Baggers leasing-svindel.

Det er i sig selv ikke opsigtsvækkende. Til gengæld vakte det opsigt, at Michael Ziegler havde forberedt et forslag til, hvem der skulle være kurator i IT Factory-boet.

Normalt er det skifteretten, der står for den del af arbejdet. Alligevel fulgte retten Michael Zieglers opfordring til at udpege advokat Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten som kurator.

Ansat i samme firma
Årsagen til anbefalingen kendes ikke. Til gengæld står det klart, at Michael Ziegler ikke har fundet Boris Frederiksen på Advokatsamfundets hjemmeside.

De to kender nemlig hinanden indgående. I seks år var de ansat i samme advokatfirma, Advokatfirmaet Sandager, hvor Michael Ziegler oplærte Boris Frederiksen, der var ansat som fuldmægtig i firmaet.

Michael Ziegler fortsatte som juridisk rådgiver for IT Factory efter Stein Baggers forsvinden. I begyndelsen af januar kappede han imidlertid forbindelsen til samtlige klienter i og omkring IT Factory-sagen.

Valgte at udtræde
»Efter samråd med formanden for Plesner har jeg valgt at udtræde. Vi skal være sikker på, at klienterne får en rådgivning, som er ydet objektivt og i hver enkelts interesse,« udtalte Michael Ziegler til Morgenavisen Jyllands-Posten den 6. januar.

I dag ønsker hverken Michael Ziegler eller Plesner at kommentere sagen yderligere.

BRANCHENYT
Læs også