Bevar overblikket

Krise Finanskrisen er ved at forandre vores hverdag, så i stedet for at forarges over en komiker, som måske har fået særbehandling, bør vi beskæftige os med visionerne for fremtiden.

Midt i en finanskrisetid har forhandlinger om en skattereform heldigvis mindet os om, at verden nok også består, når finanskrisen er ovre. Og at alle vi - der ikke er Finn Nørbygaard eller andre af de storspillere, som nu får hjælp af regeringens krisepakker (og dermed får overforbruget betalt af os, der holdt tæring efter næring) - også skal arbejde og have noget at leve af om 10, 20 eller 30 år.

Det er en meget væsentlig diskussion, der ikke må drukne i kortsigtede hensyn til stemmer, statsministerskifter eller andre populistiske tiltag. For som PH skal have sagt det, så kommer fremtiden jo af sig selv, men det gør fremskridtet bestemt ikke! Og lad mig minde om, at vi er i en historisk situation nu og her, hvis lige ikke er set i 250 år. Nedton lige snakken om en »100 års krise«, et udtryk, som bankerne bruger som undskyldning for deres deltagelse i dét globale pyramidespil, som den finansielle sektor har valgt at udvikle sig til over de seneste 10-15 år. Der er kun tale om den finansielle sektor og det ene aspekt af vort samfund - og så vigtige er de finansielle virksomheder heller ikke for samfundet.

Jo, naturligvis kan den finansielle sektor have en ret stor indflydelse på det enkelte menneskes liv - Finn Nørbygaards, f.eks. Her har jeg nok mere ondt af de mennesker, som ikke kan låne penge i banken til at finansiere drømmehuset, eller som bliver arbejdsløse og kommer i socialt uføre. Dem skal vi ikke glemme, bestemt ikke. Men der er jo meget større ting på spil.

Lad mig minde om, at Danmark (sammen med det meste af den vestlige verden) er i gang med den største samfundsmæssige transformation måske nogensinde. For 250 år siden forlod vi landbrugssamfundet og gik ind i industrisamfundet, hvilket bestemt ikke skete uden sværdslag og sociale problemer. Over en periode på kun 40-50 år faldt prisen på bomuld fra indeks 100 til indeks 1,5 - en enorm prisreduktion, der kun var mulig på grund af industrialisering, og som naturligvis medførte en voldsom arbejdsløshed og behovet for omskoling etc. af store dele af landbrugets arbejdsstyrke til at indgå i de voldsomt voksende industri-virksomheder.

I disse år, hvor vi i parentes bemærket er meget rigere end dengang, sker det samme. Det industrielle arbejde - håndens arbejde, som er dyrt, fordi der indgår mange relativt dyre hænder i noget, som billigere hænder i Polen eller Kina nøjagtigt lige så godt kunne udføre - outsources, udflages og flyttes uden for landets grænser. Således er dansk landbrug, af alle, i gang med en massiv udflytning af griseproduktion til landene syd for grænsen. Og hvorfor ikke?

Så snart en smågris er vænnet fra modermælken, er resten af processen mandskabskrævende (trods massiv automatisering med fodringsanlæg etc.), men den er til gengæld ikke specielt videnstung.

Så hvorfor betale en dansker 170 kroner i timen for noget, som en polak kan lave til det halve?

Om føje år vil det idylliske billede af Jens Hansens hyggelige bondegård være erstattet af store, globale landbrugsvirksomheder med højt specialiserede ”udviklingsafdelinger” i Danmark, hvor/hvis der er viden tilstede, og enorme ”produktionsafdelinger” placeret udenfor landets grænser. Det samme sker for den traditionelle industri.

Hvor er den diskussion henne - i stedet for forargelsen over en falleret komiker, der måske/måske ikke har fået særbehandling for sin deltagelse i et pyramidespil?

Hvor er visionerne for fremtiden?

BRANCHENYT
Læs også