»Du har sagt, at jeg skal skydes«

Sagen om de forsvundne millioner fra parfumekoncernen Arbat Prestige ligner mest af alt plottet fra en velfortalt tv-thriller.

»Torsten, er det ham detektiven, som siger, at jeg skal likvideres?«

»Ja, det er sådan noget, at man hører,« svarer efterforskeren.

»Du har sagt, at jeg skal skydes?«

»Der har været nogle repræsentanter fra Rusland her for at anmelde sagen, og det er blandt andet der, man fornemmer, at der vil ske noget meget alvorligt.«

Den båndede samtale mellem Steve Danneholm og en efterforsker fra Københavns Politi lyder som noget fra en tv-thriller. Men det er dødsens alvor.

I to år har den russiske rigmand, Vladimir Nekrasov, jagtet Danneholm og hans makker, Michael Valevski. Den 12. januar 2007 trådte Danneholm ind ad døren i Sydbanks filial på Kgs. Nytorv i København og overbeviste en bankansat om, at han skulle overføre 90.240.000 kr. fra det ukendte selskab Arbat Prestige Holding ApS til en konto i Parex Bank i Riga.

Steve Danneholm var direktør i selskabet, og han var blevet betroet de mange penge af den russiske rigmand Vladimir Nekrasov, der uvist af hvilken årsag havde behov for at kanalisere store summer ud af Rusland til det nystiftede anpartsselskab på Brolæggerstræde.

Iskold luft
I dag er luften mellem de to iskold. Nekrasov afviser, at han nogensinde har villet Danneholm til livs, men han beskylder ham for at have stjålet de 90 mio. kr.

Modsat har Danneholm via sin advokat forklaret, at det var en del af aftalen, at pengene skulle udlånes til et polsk byggeprojekt med makkeren Michael Valevski som mellemmand.

Nekrasov hyrede en privatdetektiv til at opspore de to og pudsede samtidig politiet på dem. Men intet er sket, og Nekrasovs hær af advokater river sig i håret over den danske langsommelighed.

»Jeg var i Danmark i december for at tale med politiet. Det var en stor overraskelse for mig at høre, at der ikke var sket noget i relation til hverken Valevski eller Danneholm. Det virker underligt på mig, at man ikke engang har fortalt Interpol om sagen. Danmark er jo ikke Zimbabwe, men et rigtigt rart, moderne vestligt land,« siger den israelske advokat Gordon Zeev, der er del af det internationale advokatteam, som Nekrasov bruger i bestræbelserne på at få sine penge tilbage.

En stor del af de 90 mio. kr. blev kanaliseret videre til schweiziske bankkonti kontrolleret af Michael Valevski, og her er det lykkedes for dansk politi at indefryse 66 mio. kr. Mens politiet i Danmark overvejer, hvad de skal stille op med pengene, forsøger Nekrasovs advokater at få dem frigivet.

»Der er anlagt en sag i Schweiz for at få pengene udbetalt. Min klient fastholder, at de er ulovligt overført fra Danmark via Letland. Men schweizerne vil ikke udbetale dem, før der er en afklaring fra Danmark, og den har de ikke fået. Og Københavns Politi vil ikke efterlyse Danneholm internationalt,« siger Jakob Arrevad fra advokatfirmaet Horten.

Grundlaget mangler


Chef for bedrageriafdelingen i Københavns Politi Henning Schmidt siger, at Valevski og Danneholm er efterlyst i Danmark, men ikke i udlandet.

»En sådan efterlysning kræver samme grundlag som en varetægtsfængsling, og den, har vi vurderet, er ikke til stede på nuværende tidspunkt,« siger Henning Schmidt.

Han håber på en snarlig afklaring af sagen, men savner en afhøring af de to mistænkte. Ifølge forsvarsadvokat Ebbe Mogensen er Danneholm klar til at møde op til afhøring, hvis han kan få en garanti mod at blive varetægtsfænglet under sagen.

»Han nægter sig skyldig i alt. Men hvis han kommer frivilligt hjem, er det jo for at afgive forklaring. Og han er måske tilmed villig til at deponere sit pas,« siger Ebbe Mogensen.

Den garanti er politiet imidlertid ikke til sinds at stille med.

»Vi kan ikke begive os af sted med den form for frit lejde,« siger Henning Schmidt.

Den anden hovedperson, Michael Valevski, har i årevis drevet gæk med de danske myndigheder. Han er mindst to gange dømt for kreditbedrageri og svindel, og i 1997 blev han tillige dømt for at have medvirket til kidnapning og pengeafpresning af en herboende russisk hjertepatient. Russeren blev holdt fanget i næsten to døgn, og han blev blandt andet mishandlet med en elstav og spærret inde i en sauna med en plasticpose over hovedet, indtil han til sidste indvilgede i at skrive under på et gældsbrev på 300.000 kr.

BRANCHENYT
Læs også