Pundet sendt i defensiven

Investorerne vendte tommelfingrene nedad, når det gjaldt pundet.Rekordstor stigning i antallet af nye arbejdsløse i Storbritannien.

Brevkasse for investorerI begyndelsen af måneden halverede briterne deres ledende rente, og onsdag kunne investorerne så se af referatet fra det pengepolitiske møde 5. marts, at der havde været bred enighed om beslutningen.

Alle ni medlemmer af den pengepolitiske komite i Bank of England havde på mødet stemt for rentenedsættelsen på 0,50 procentpoint til 0,50 pct. - et historisk lavt renteniveau i Storbritannien. Endvidere havde mødedeltagerne alle stemt for de kvantitative lempelser på 75 mia. pund, der blandt andet skulle bruges til at købe britiske statsobligationer for.

De seneste data tyder fortsat på, at den økonomiske vækst i Storbritannien vil falde markant i 2009, og hos komitéens medlemmer havde der også været bred enighed om, at den britiske økonomi har brug for yderligere stimulanser.

Og de kan vise sig at falde på et meget tørt sted, for onsdag kom der friske tal fra arbejdsmarkedet i Storbritannien, der med alt tydelighed viste, at recessionen fortsat er i fuldt vigør med at rodfæste sig.

I februar voksede skaren af arbejdsløse i Storbritannien med 138.400 personer, hvilket er den største stigning i antallet af ledige på en enkelt måned, siden den officielle statistik blev påbegyndt i 1971. Analytikerne havde kun ventet en stigning i antallet af arbejdsløse i februar på 85.000 personer.

Over 2 millioner ledige
Endvidere blev antallet af nye ledige i januar opjusteret til 93.500 personer, og det betyder, at der nu er over 2 millioner arbejdsløse i Storbritannien, hvilket ikke har været tilfældet siden 1997.

Når investorerne kiggede i referatet fra det seneste rentemøde i centralbanken i London, kunne de se, at den pengepolitiske komite ikke lagde skjul på sine bekymringer over den økonomiske situation i Storbritannien. Og sammenholdt med onsdagens fæle tal fra det britiske arbejdsmarked havde investorerne svært ved at finde incitament for at udvide deres beholdninger af pund, så onsdag ved 16-tiden var kursen på britisk valuta faldet til 793,10 kr. mod 806,00 kr. dagen forinden.

I øjeblikket er det hovedsagelig væksttallene, som får investorernes udelte opmærksomhed, men mange valgte alligevel at skele til onsdagens offentliggørelse af de amerikanske forbrugerpriser for februar.

I februar steg forbrugerpriserne i USA med 0,4 pct. i forhold til måneden i forvejen, hvilket kom bag på flere markedsdeltagere, fordi de fleste analytikere kun havde kalkuleret med en stigning på 0,3 pct.

Når opgørelsen renses for udviklingen i fødevare- og energipriserne, blev stigningen på 0,2 pct. i februar, hvilket ligeledes var mere end ventet.

Risiko for deflation
Selv om de amerikanske forbrugerpriser steg mere end ventet i februar, er det fortsat en udbredt opfattelse blandt analytikerne, at USA's økonomi er på vej mod deflation. Inflationen i USA er i tiden den laveste i 50 år.

De europæiske aktiemarkeder lagde ud i fin stil onsdag morgen, men endnu en gang måtte investorerne sande, at der ikke skulle meget til, før gassen gik af ballonen, og ud på eftermiddagen holdt mange igen med deres købsordrer forud for meldingerne fra Federal Reserve.

Sent mandag havde den amerikanske aluminiumsproducent Alcoa ladet skinne igennem, at der ville blive foretaget en mærkbar reduktion i udbyttebetalingen.

Nyheden skabte efterfølgende en trist stemning omkring koncernen og en række andre råvarerelaterede selskaber, og onsdag var det så indirekte mineselskabet Rio Tinto's tur til at komme malurt i bægret, da aktien blev nedjusteret af Goldman Sachs. Analytikerne i det amerikanske finanshus ændrede deres anbefaling af Rio Tinto til sælg fra hold, og en af begrundelserne for nedjusteringen skulle være nogle gældsposter i minekoncernen.

Ude med riven
Analytikerne i finanshuset Morgan Stanley var ligeledes ude med riven, og i dette tilfælde gik det ud over den tyske bilproducent Volkswagen, da anbefalingen af aktien blev nedjusteret til undervægt fra neutral. Baggrunden for nedjusteringen var blandt andet forventninger om en forringelse af Volkswagens likvide situation i 2009.

Volkswagen var onsdag endvidere tynget af snak om udsigten til et markant fald i koncernens indtjening i 2009 - rygter, som den tyske bilfabrik afviste.

BRANCHENYT
Læs også