Skærmtrolde I OPGØR OM FINANSKRISEN

krisen Finanskrisen har nu også bragt amerikanske journalister og kommentatorer i søgelyset.

Washington

Konfrontationen for åben skærm levede ikke ganske op til de højt opskruede forventninger. Satirikeren Jon Stewart og en af USA's bedst kendte økonomiske journalister Jim Cramer uddelte og modtog ganske vist verbale øretæver, men de sagde farvel med smil og håndtryk.

Duellen mellem de to skærmtrolde er imidlertid blevet set som det hidtil tydeligst eksempel på endnu en udløber af finanskrisen. Vreden, som i første omgang var vendt mod de dumdristige og uhæderlige bankchefer og deres håndlangere, er nu blevet så alt fortærende, så den også rammer de mediefolk, der viderebragte finansfolkene optimistiske budskaber.

Det er den vrede, Jon Stewart har kanaliseret gennem sit populære The Daily Show, der er en blanding af rigtige nyheder og satirikerens fantasifulde tilføjelser. På det seneste har der dog ikke været brug for selvopfundne supplementer. Virkeligheden i form af recession, grådighed, sammenbrud og udbetaling af ufortjent bonus leverer meget mere, end en mand som Stewart har brug for.

Manisk og hysterisk
Der blev bygget op til konfrontationen fra begge sider. Stewart indledte med vredt at bede kabel-kanalen CNBC, der er specialiseret i økonomiske og finansielle nyheder, om at forklare, hvordan det kunne gå til, at dens lange stribe af velbetalte journalister og eksperter havde overset faresignalerne.

Kritikken blev især rettet mod den farverige Jim Cramer, der aften efter aften i sit Mad Money-program fortæller seerne, hvilke aktier de bør købe eller sælge. På en afdæmpet aften er Cramer manisk. Andre aftener går han så langt over grænsen til det hysteriske, så den grænse forsvinder i de økonomiske tåger.

Efter at have udvekslet angreb og svar fra den ene tv-kanal til den anden, accepterede Cramer Stewarts tilbud om et ansigt til ansigt møde, så han kunne få mulighed for at forsvare sig. Inden da blev stemningen skruet op af NBC og datterselskabet MSNBC, der lige som CNBC ejes af General Electric. Jim Cramer, der har en fortid som chef for en større kapitalfond og derfor giver sine råd med en betydelig erfaring og ekspertise i ryggen, fik mulighed for at afvise Stewart som en komiker, der blot optrådte i et underholdningsshow.

Den bemærkning var lige så store en fejltagelse, som en række af ekspertens anbefalinger om aktiekøb. Jon Stewart er meget mere end en komiker. Mange amerikanere får deres nyheder fra hans show, og andre sætter pris på hans evne til at stille de spørgsmål og gennemhulle de fordomme, som de traditionelle medier viger tilbage fra.

Rart at være milliardær
Efter at de amerikanske styrker i Irak kørte fast i det blodige oprør, blev medierne beskyldt for at have behandlet Det Hvide Hus og dets påstande om masseødelæggelsesvåben alt for ukritisk. Nu beskyldes medierne for at have svigtet deres opgave, fordi de aldrig kontrollerede bankchefernes rosenrøde forklaringer om formuer og overskud.

Det har ikke manglet på eksempler, og de fleste kan hentes fra CNBC, der fra 6 morgen til sen aften angriber økonomien fra alle tænkelige vinkler. Stewart frydede sig over et interview med Allen Stanford, der blot blev spurgt, om det var morsomt at være milliardær.

Efter nogen tøven indrømmede Stanford med et lidt genert smil, at det bestemt var en rar fornemmelse. Det interview kom blot få uger inden, at Stanford blev anklaget for bedragerier, der løber op i mindst 8 mia. dollars. Han drev øjensynligt et såkaldt Ponzi-system, der blot var mindre end den 50 mia. dollars store svindel, der har sendt Bernard Madoff i fængsel.

Der er ingen tvivl om, at de amerikanske erhvervsjournalister svigtede en væsentlig del af deres opgave. De forudså hverken tempoet eller omfanget af det sammenbrud, som nu i halvandet år er drevet gennem Wall Street. Der var enkelte advarende kommentarer fra de mest indsigtsfulde, men i det store og hele blev bankchefernes forklaringer taget for pålydende, og det samme gjaldt for den rundhåndede uddeling af bonus på Wall Street.

Da finanskrisen brød ud i juni 2007, blev kursen først ændret ganske langsomt. Man skulle frem til oktober sidste år, inden Jim Cramer opfordrede investorer, der skulle bruge deres pensionsopsparing inden for de kommende fem år, til at sælge alle deres aktier.

Her over for stod imidlertid en strøm af direktører og analytikere, der dag efter dag gjorde deres bedste for at tale kurserne i vejret, og i den forbindelse leverede også Jim Cramer ammunition til Jon Stewarts kritik. Sidste sommer anbefalede han således vildt fægtende med armene købet af aktier i investeringsbanken Bear Stearns. Det var blot få dage inden, at banken brød sammen.

»Jeg begik fejl, og det er jeg ked af,« lød det fra en usædvanlig spagfærdig Mr. Cramer, da han sad over for sin kritiker, der forhørte ham, som var han anklageren i en tæt pakket retssal. »Der var mange direktører, der løj over for mig. Det gør ondt.«

»Kokain og ludere«
Indrømmelsen blev tilføjet forsikringer om, at Mad Money trods det var et godt program, og at den dramatiske form med råb og skrig var nødvendig for at tiltrække seerne.

»Men økonomi er ikke nogen vittighed,« lød det skarpe svar fra Stewart, inden han afspillede en videooptagelse, hvor Cramer som leder af kapitalfonden i pinlige detaljer forklarede, hvordan han kunne manipulere aktiemarkedet.

»Du vidste, hvad bankerne gjorde, og trods det promoverede du dem måned efter måned. Når du nu lader, som om det hele var en uforudsigelig tsunami, så er det i bedste fald uærligt og i værste fald kriminelt,« lød Stewarts anklage, der udløste endnu en undskyldning og løfter om i fremtiden at gøre det bedre.

Jon Stewart var alt andet end tilfreds, hvad blev klart, da Cramer forsøgte sig med en forklaring om, at der var et marked for hans blanding af underholdning og information, og at folk derfor fik, hvad de ville have.

Med vantro øjne stirrede Stewart på sit offer, inden han fik latteren til at rulle: »Der er også et marked for kokain og ludere.«

I en erklæring fra CNBC hed det, at man producerede mere end 150 timers live fjernsyn hver uge og bestræbte sig på at belyse alle sider af de vigtige økonomiske og finansielle problemer. »Vi er stolte af vores præstation,« lød konklusionen.

3 mio. seere
Efter konfrontationen hævdede Jim Cramer, at han som en anden David havde klaret sig levende ud af kampen mod Goliat. I første omgang synes CNBC at konstatere, at enhver omtale er god omtale. Seertallene har været klart stigende efter Stewarts skarpe angreb.

Hermed er det sidste ord dog næppe sagt. Jon Stewart har tidligere demonstreret, at hans indflydelse rækker langt ud over de knap 3 mio. seere, han tiltrækker på en god aften. Her over for står ikke meget mere end en kvart million for CNBC.

Det var således Stewarts angreb på de to deltagere i et af CNN's debatprogrammer, der demonstrerede, at satire kan være et skarpt våben. Få dage efter, at de to debattører fik at høre, at de trak den politiske debat ned på et niveau, der skadede USA, blev Crossfire taget af programmet.

BRANCHENYT
Læs også