AIG-chef: Smagløs bonus

Særskat kan beslaglægge de 165 mio. dollars, som 418 delte i afdeling, der tabte hundreder af milliarder. • Direktør Edward Liddy lover tilbagebetaling af milliarder for at berolige ophidsede politikere.

Washington

418 medarbejdere i AIG's Financial Products-afdeling, der drev finansieringsgiganten til afgrundens rand, har i løbet af den seneste uge fået udbetalt 165 mio. dollars i bonus, som for et år siden blev fastlagt i deres kontrakter.

AIG's adm. direktør, Edward Liddy, der først i september blev kaldt til undsætning, indrømmede sent onsdag under en eksplosiv høring i Kongressen, at han aldrig ville have godkendt kontrakterne. Han fandt udbetalingen af de store beløb »smagløs«.

Liddy forsøgte med forsikringer om, at AIG nu arbejder hårdt for at bruge skatteydernes 170 mia. dollars store tilskud bedst muligt, så det senere kan tilbagebetales, for at afbøde den proteststorm, som i denne uge er svulmet op til en orkan.

»Vreden er forståelig, og jeg deler den. Efter at jeg kom til AIG, har jeg set dårlige sider af kapitalismen,« forklarede direktøren.

»Der blev begået fejl i AIG af et omfang, som ingen kunne have forestillet sig.«

Vrede politikere overdængede Liddy med en strøm af beskyldninger og spørgsmål. Alle fandt det uacceptabelt, at medarbejdere, som var ansvarlige for tab på hundreder af milliarder dollars, trods det kunne høste millioner i belønning.

I kontrakterne, som blev indgået af den tidligere ledelse, hed det, at det var nødvendigt at garantere de højt specialiserede medarbejdere en stor bonus for at holde på dem, så afdelingen kunne afvikles bedst muligt. Dette argument synes AIG dog selv at have undergravet, idet 52 fik bonus, skønt de har forladt selskabet.

Ifølge New Yorks statsanklager, Andrew Cuomo, der har udtaget stævning for at få AIG til at frigive alle detaljer, fik 73 medarbejdere bonus på 1 mio. dollars eller mere. Af dem fik 22 endog mindst 2 mio. dollars. De 10 topfolk fik mindst f4 mio. dollars, og en enkelt blev belønnet med 6,4 mio.

Kritik af finansminister
Det Hvide Hus fastholder, at præsident Barack Obama først fik kendskab til udbetalingerne sidste torsdag efter at være blevet orienteret af sin finansminister, Timothy Geithner, der to dage tidligere var blevet gjort opmærksom på problemet.

Geithner forsøgte med stærkt begrænset held at få AIG til at begrænse udbetalingerne, og han kritiseres nu for at have reageret for sent og for tøvende. Enkelte republikanere har endog antydet, at han bør træde tilbage, hvilket fra Det Hvide Hus udløste forsikringer om, at Geithner har præsidentens fulde tillid.

Finansministeren forsøger at neddæmpe vreden med en forklaring om, at de 165 mio. dollars nu fratrækkes de 30 mia. dollars, som AIG allerede har fået bevilget som det fjerde og antageligt sidste led i en samlet redningsaktion, der bringer de statslige tilskud op over 200 mia. dollars.

Denne løsning kan dog ikke tilfredsstille de vrede politikere og vælgerne. Det fremhæves, at medarbejderne i Financial Products får lov at beholde de i alt 165 mio. dollars, og at udbetalinger næste år, der kan løbe op over 200 mio., heller ikke blokeres.

I Kongressen arbejdes der nu med forslag, der reelt vil fungere som en beslaglæggelse af alle bonusudbetalingerne. De kan blive ramt af en særskat på mellem 90 og 100 pct. En sådan løsning løber dog ind i juridiske problemer og omfatter heller ikke de medarbejdere, der er bosat uden for USA. En stor del af AIG's mest uansvarlige drift blev således styret fra afdelingen i London.

Edward Liddy lovede skatteyderne, at AIG har en plan for en tilbagebetaling af de store tilskud, og at selskabet gør fremskridt.

»Når man skylder folk penge i USA, betaler man. Vi kan løse problemerne og bidrage til et økonomisk opsving.«

I Det Hvide Hus understreger præsidentens talsmand, Robert Gibbs, at Obama fortsætter med at gøre alt muligt for at få de 165 mio. tilbagebetalt. En opfordring til de 418 nuværende og tidligere AIG-medarbejdere til frivilligt at give pengene tilbage, ventes dog ikke at give noget resultat.

Direktør Liddy påpegede, at hans årløn for 2009 bliver en enkelt dollar. Hans seks nærmeste medarbejdere får ingen bonus, og de har accepteret en lønnedgang på 56 pct. Sådanne indrømmelser druknede dog i vreden over bonus til medarbejdere, der har fået en væsentlig del af ansvaret for den finansielle krise og den efterfølgende recession.

BRANCHENYT
Læs også