Vestas-chef finder lobbyisme sundt

En påvirkning af politiske beslutningstagere omkring vindenergi er sundt.

Vestas bruger store millionbeløb og masser af kræfter på at præge de politiske beslutningsprocesser verden rundt, når det gælder satsninger på vindenergi. Men det er et sundt og naturligt skridt, mener Vestas-chef Ditlev Engel.

»I bund og grund er alle energibeslutninger politiske. Derfor synes jeg, at involveringen i det politiske er helt naturlig,« siger Ditlev Engel.

Vestas søsatte sidste år en verdensomspændende marketingkampagne, der skal sætte en tyk streg under budskabet: Vestas - No. 1 in Modern Energy. Koncernen har ikke sat præcise beløb på satsningen, men forlydender i branchen taler om en satsning på op mod 500 mio. kr.

Samtidig har vindmøllegiganten optrappet de politiske kontakter. Det har f.eks. ført til, at Ditlev Engel både sidste år og i år har deltaget i det årlige verdenstopmøde World Economic Forum i den schweiziske alpeby Davos.

Ditlev Engel understreger, at han ikke er enig med de folk, som opfatter ordet lobbyisme som et udtryk for, at nogen forsøger at få fat i noget, som de egentlig ikke har ret til. I stedet ser Vestas-chefen lobbyisme som udtryk for oplysning.

»Vind udgør 1-2 pct. af verdens elproduktion. Der er mange nationer, som ikke ved, hvad man kan og ikke kan med vindenergi. Derfor handler det lige så meget om at dele ud af viden og erfaring til de folk,« siger Ditlev Engel.

Han understreger, at der ikke vil blive skruet op for blusset i år, blot fordi Danmark er vært ved FN's klimatopmøde i december.

Gør I noget ekstra i relation til FN's klimatopmøde?

»Vi er meget bevidst om vores politiske budskaber. Det er vi før topmødet, og det vil vi være efter topmødet,« siger Ditlev Engel og tilføjer, at Vestas altid er klar til en dialog om vindkraft: »Hvis nogen vil tale med os, stiller vi altid op,« siger Vestas-chefen.

BRANCHENYT
Læs også