Kort nyt

Batterier En ny metode til opladning af lithium-ion-batterier kan give mindre, hurtigopladende batterier til mobiltelefoner og andre enheder, skriver Computerworld. Litihum-ion-batterier bruges udbredt i bærbart elektronisk udstyr, fordi de kan lagre store mængder energi.

Energi Vestas bruger store millionbeløb på at præge de politiske beslutningsprocesser verden rundt. Men det er et sundt og naturligt skridt, mener Vestas-chef Ditlev Engel. »I bund og grund er alle energibeslutninger politiske. Derfor synes jeg, at involveringen i det politiske er helt naturlig,« siger Ditlev Engel.

Cykler Et dårligt cykelår mærkes hos den fynske cykelproducent Børge Kildemoes Cykelfabrik. Omsætningen faldt med 27 mio. kr. til 202 mio. kr., hvilket dog primært skyldes et planlagt fald i det interne salg til andre fabrikker i koncernen bag Kildemoes, Cycleurope.

Rejser Festival Tours i Århus gik konkurs i sidste måned - nu overtages det af rejsebureauet Store Verden fra Tjæreborg. Med opkøbet får Store Verden ud over rejser til Afrika også Syd- og Mellemamerika på hylderne, oplyser rejsemagasinet Take Off.

Mærsk skal spare mere
nedskæring A.P. Møller - Mærsks topchef, Nils Smedegaard Andersen, varsler flere besparelser i koncernen. I Mærsk Post skriver Smedegaard, at målet er yderligere besparelser for 5,75 mia. kr. »Ser man på de nuværende markedsforhold, skal vi reducere investeringerne og forbedre økonomistyringen,« skriver han i koncernbladet. Topchefen peger på, at alt er i spil. Og at man skal være bedre til at kontrollere koncernens udgifter. De nye besparelser kommer oven i kendte nedskæringer, der sidste år betød, at rederiet skilte sig af med 4.500 ansatte.

Bryggeri lukker
bryggeri Bryggerikoncernen Carlsberg vil lukke det mindre bryggeri Pori i Finland. Bryggeriet har 31 medarbejdere og en årlig produktion på omkring 40 millioner liter øl årligt svarende til cirka 10 pct. af koncernens finske bryggerienhed, Sinebrychoff. Bryggeriet ventes at lukke i september.

Indvandrere i arbejde
arbejdsmarked Det gik godt med beskæftigelsen i det meste af 2008, hvor mange flere indvandrere også kom i arbejde, viser nyeste opgørelse. De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at 2008 var et bedre år end 2007. I hvert fald når det kommer til indvandrernes jobmuligheder. Flere indvandrere fra Afghanistan og Somalia fik et arbejde i forhold til 2007. For afghanere i Danmark steg beskæftigelsesfrekvensen fra 47 til 54 pct., mens stigningen for somaliere var fra 35 til 41 pct. For indvandrergruppen er beskæftigelsesfrekvensen 56 pct., mens den er 79 pct. for personer med dansk oprindelse og 65 pct. for indvandrere fra vestlige lande...

BRANCHENYT
Læs også