IMF forventer, at 2009 bliver et katastrofeår

Den værste økonomiske nedtur i den moderne æra, siger valutafondens næstkommanderende. • IMF forventer, at Japan med et forventet minus på 5 pct. bliver hårdest ramt blandt industrilandene.

Wien

Verdensøkonomien har det endnu dårligere end hidtil antaget.

Så dårligt, at Den Internationale Valutafond (IMF) i sin kommende økonomiske vurdering nedjusterer forventningerne endnu mere, end tilfældet var i den rapport, der kom så sent som i januar.

»Vi forventer nu, at verdensøkonomien i 2009 vil falde med mere end 0,6 pct., og vi forventer nu tidligst at se fornyet vækst i verdensøkonomien imod slutningen af 2010,« siger IMF's næstkommanderende, vicedirektør John Lipsky.

»Det er den værste økonomiske nedtur i moderne tid,« føjer han til.

Eneste lyspunkt er ifølge John Lipsky, at inflationen i industrilandene vil falde fra 3,5 pct. i 2008 til bare 0,25 pct. i år, hvilket giver centralbankerne råderum til de kraftige pengepolitiske lempelser, herunder rentenedsættelser, der er i gang.

Lavere europæisk rente
Dette ventes især at få indflydelse på renteniveauet i Europa, hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) således får mulighed for at sænke renten med mere end det halve procentpoint, som mange økonomer forventer vil komme i april.

»Mange lande har gennem finanspolitiske tiltag forsøgt at stimulere til øget økonomisk aktivitet, men i lighed med renteændringer tager det tid, førend effekten viser sig. I nogle lande tager det op til 12 måneder, førend konsekvenserne af disse tiltag bliver synlige i de økonomiske nøgletal,« betoner John Lipsky.

Han talte onsdag på det stort anlagte seminar i Wien, arrangeret af Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec), der i klare vendinger fik at vide, at højere oliepriser vil være gift for verdensøkonomien.

Beskeden nedgang
»Ganske vist er vores forventninger til nedgangen i verdensøkonomien forholdsvis beskedne, men de mere end 0,6 pct. dækker over et stort fald i den økonomiske aktivitet i industrilandene og et meget stort fald i aktivitetsniveauet i udviklingslandene,« siger John Lipsky.

IMF forventer ifølge John Lipsky, at amerikansk økonomi i år vil opleve et fald på mere end 2,6 pct., mens Euroområdet vil se det samlede bruttonationalprodukt barberet med mere end 3,2 pct. Hårdest ramt blandt industrilandene bliver Japan med et forventet minus på 5,0 pct.

»Det er afgørende, at industrilandene ikke i løbet af året begynder at stramme finanspolitikken i forventning om at have gjort tilstrækkeligt. De økonomiske stimuli skal fortsætte langt ind i 2010, og så er det endda nødvendigt at understrege, at verden i mange år frem ikke kommer i nærheden af de vækstrater, som vi så i perioden fra 2003 til 2007,« understreger John Lipsky.

BRANCHENYT
Læs også