Bernstein: Opgiv stor vækstpakke

Nationalbankdirektøren bakker op om regeringens politik.

Nationalbankdirektør Nils Bernstein afviser, at der er akut behov for en vækstpakke, som oppositionspartier, erhvervsorganisationer og fagforeninger skriger efter.

»Det er vores opfattelse, at man på nuværende tidspunkt bør indtage en afventende holdning med hensyn til at sætte yderligere initiativer i gang,« siger Nils Bernstein.

Siger du til de partier og organisationer, som kræver vækstpakker, at det skal de opgive?

»Det ville ligge mig fjernt at udtrykke mig på den måde. Men det, vi siger, er, at der er gennemført nogle ting. Vi mener, at man skal prøve at se, hvordan det kommer til at virke. Men man skal ikke afvise, at der kan blive behov for at gøre noget på et senere tidspunkt,« siger han.

Mener du, at regeringens nuværende strategi med drypvise tiltag er bedre end en samlet, stor pakke?

»Det er min opfattelse, at det er en fornuftig tilgang,« siger Nils Bernstein.

Dermed får finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) opbakning til den nuværende linje.

Ikke nok for S
Men det er ikke tilstrækkeligt til at få Socialdemokratiets formand til at opgive kravet om en samlet vækstpakke.

»Lars Løkke mener, at krisen topper til sommer, og Finansministeriet mener formentlig, at vi får en positiv vækst allerede næste år, og det betyder, at der ikke er behov for at lave en stor vækstplan. Det mener vi ikke. Vi mener, at det bliver en af de dybeste kriser i dansk moderne historie, og derfor er der behov for at planlægge en meget stor vækstpakke,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Socialdemokratiet har for nylig fremlagt forslag til en vækstpakke for 36 mia. kr. Partiet har netop løftet sløret for, at de 10 mia. kr. skal bruges til bl.a. at sætte gang i det kommunale anlægsarbejde og investere i bedre sygehuse i år og næste år.

De Radikale og SF har lanceret lignende vækstpakke-forslag.

BRANCHENYT
Læs også