»Som at beskatte tømrerens sav«

Den kræftramte Karl Karstensen holder fast i arbejdsmarkedet via sin hjemmearbejdsplads. Nu skal han betale strafskat.

Sidst på formiddagen pakker Karl Karstensen den bærbare computer ned i sin taske og bevæger sig de fire kilometer fra arbejdspladsen til sit hjem.

Efter en middagslur tænder han maskinen igen og arbejder videre fra parcelhuset i Ringkøbing. Det skal han nu beskattes af.

Den nye multimedieskat, der har et forventet provenu til staten på 750 mio. kr., skal nemlig være med til at betale for skattelettelser på arbejde. Den beskatter virksomhedsbetalt bredbåndsforbindelse, fri telefon og hjemmearbejdspladser med 5.000 kr. om året. Det betyder en ekstraskat på ca. 2.600 kr. årligt for topskattebetalere.

Skatten er ifølge forslaget den samme, uanset om den ansatte har en eller flere multimedieredskaber stillet til rådighed derhjemme.

For 62-årige Karl Karstensen, der efter en behandling for prostatakræft for 2½ år siden arbejder i fleksjob, bliver det en ekstraskat på det at ville arbejde.

Undgår invalidepension
»Jeg har svært ved at klare en fuld arbejdsdag. Og både jeg og firmaet havde jo håbet, at jeg kunne blive ved efter de 65 år. Derfor er den nuværende måde at arbejde på god for både mig, virksomheden og samfundet. Det sætter mig i stand til at blive på arbejdsmarkedet frem for at gå på invalidepension,« siger R&D Engineer Karl Karstensen.

Han beskriver sin arbejdsdag sådan her:

»Jeg bruger formiddagen til møder, idéudvikling, test og afprøvninger. Og om eftermiddagen arbejder jeg stille og roligt hjemmefra med den bærbare koblet op til firmaets intranet. Somme tider holder jeg en ny pause sidste på eftermiddagen og arbejder så videre igen. Det gør det også muligt for mig at besvare e-mails, selv om jeg ikke er på kontoret.«

Firmaet betaler en særlig hurtig bredbåndsforbindelse, men der kan ikke surfes på den privat. Den kobler ham blot op på intranettet til arbejdspladsen, hvor han arbejder med produktudvikling af låse og beslag.

Det samme gør den de to til tre gange om året, hvor Karl Karstensen er i Kina for at lave opfølgning på de nye produkter.

»Det er jo fortrolige ting, jeg sidder med. Derfor er maskinen ikke koblet op på internettet. Jeg er sådan en slags opfinder af låsesystemer, og derfor passer det netop alle så fint, at jeg sidder hjemme i ro og mag om eftermiddag og bruger formiddagen til møder og afprøvninger på virksomheden,« siger Karl Karstensen, der før sin sygdom arbejdede fuld tid på virksomheden.

Han har arbejdet med låse i knap 40 år, heraf nogle år i Canada med konstruktion og udvikling af låse. I 2005 vendte han og hustruen tilbage til Danmark til en international virksomhed med hovedsæde i Ringkøbing.

»Jeg er så glad for mit arbejde. Det er også en hobby. Nu vil jeg så skulle betale for at arbejde, og det er jeg ærlig talt lidt sur over. Jeg kan jo ikke bare vælge computeren fra. Den er et nødvendigt arbejdsredskab for at kunne tegne og lave dokumentation,« siger Karl Karstensen og tilføjer:

»Det er en underlig punktbeskatning, man vil indføre. Det er nærmest som at beskatte tømrerens sav.«

BRANCHENYT
Læs også