Lille sparekasse: Vi har ikke været uforsigtige

Frøs Herreds Sparekasse vil gerne være med til at bringe samfundet sikkert gennem finanskrisen.

Men chefen for sparekassen med hovedsæde i Rødding er alligevel stærkt utilfreds med, at hans virksomhed skal betale for andre pengeinstitutters risikable udlån.

Den syd- og sønderjyske sparekasse fastslår, at dens regning for Bankpakke I kan ende med at blive på 27 mio. kr. i 2009 - og måske næsten lige så meget næste år. Dertil kommer de syv mio. kr., som sparekassen måtte betale i fjor, og da var en belastning på bundlinjen i 2008-regnskabet:

»Vi førte en forsigtig udlånspolitik i de år, da andre og mere risikovillige banker kastede sig ud i bl.a. nogle ejendomsprojekter, som viste sig at være en forkert satsning. De samlede pengeinstitutter skal betale regningen på op mod 35 mia. kr. for det. Vi kommer dermed til at betale for de andres uforsigtighed. Det ærgrer mig,« siger adm. direktør Kurt Jensen og fortsætter:

»Bankpakke I kan ødelægge de veldrevne pengeinstitutters solvens.«

Han fastslår, at sparekassen endnu ikke har taget stilling til, om den vil tage del i Bankpakke II, der skal styrke pengeinstitutternes kapitalforhold og mulighed for udlån. Men med Frøs Herreds Sparekasses eget indlånsoverskud og aktuelle situation er han ikke sikker på, at valget bliver at tage del i pakken, hvor staten har defineret en rente på ca. 10 pct.

BRANCHENYT
Læs også