Færøsk formue smuldrer væk

Resterne af Ebh Bank har opsagt lån på 150 mio. kr. i Eik Grunnurin.

Færøerne er blevet ramt af nye trecifrede milliontab. Den færøske fond Eik Grunnurin mangler lige nu så mange penge, at man er nødt til at sælge ud af sine aktier med store tab.

Efter et overskud på 600 mio. kr. i 2007, lå fonden inde med en egenkapital på 1,9 mia. kr. og lignede på det tidspunkt en kernesund pengetank. I dag er pengetanken imidlertid drænet betydeligt, fordi man i løbet af året har store tab på sine mange aktier i Eik Bank og på en række køb, som man har foretaget i tæt samarbejde med banken.

Morgenavisen Jyllands-Postens research i sagen førte fredag til, at fonden og de færøske fondsmyndigheder aftalte et hastemøde på mandag. Flere kilder med et indgående kendskab til sagen vurderer, at fondens formue er blevet misligholdt i en grad, så fondsmyndigheden kan blive nødt til at afsætte fondsbestyrelsen.

Det er krakket i Ebh Bank, der har sendt de seneste chokbølger gennem den færøske bankverden, idet den nordjyske bank havde lånt 150 mio. kr. ud til Eik Grunnurin, der er storaktionær i Eik Bank. Efter at være blevet overtaget af det statslige afviklingsselskab opsagde Ebh Bank lånet på Færøerne, hvilket tvang Grunnurin til at sælge ud af sine aktiver med store tab til følge.

Milliontab i Investia
Grunnurin var f.eks. storaktionær i det børsnoterede Investea Sweden Properties, hvor man ved emissionen i december købte 20 pct. af aktiekapitalen for 52 mio. kr. Kursen var imidlertid styrtdykket, da Ebh Bank rettede pistolen mod fonden få måneder senere, og da man solgte aktierne den 3. marts i år, indbragte de kun 30 mio. kr.

Den eneste køber til de mange aktier var Eik Bank, men hvor mange andre aktiver, Grunnurin har solgt, har det ikke været muligt at få oplyst, idet formanden, Fritleif Olsen, ikke har besvaret avisens opkald. Direktør i Eik Bank Marner Jacobsen bekræfter dog sammenhængen i handlerne med Investeaaktien.

»Handlen med Investea-aktierne er sket for at skaffe fonden likviditet. Fonden har ikke særlig god likviditet, fordi et af de lån, fonden har haft, er blevet opsagt og indfriet,« siger Marner Jacobsen, der afviser, at fondens egenkapital er truet.

I Danmark fører Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i øjeblikket skærpet tilsyn med en stribe sparekassefonde, og torsdag bestilte man desuden en særlig granskning af forholdene i Ebh-Fonden.

Det er det færøske Skraseting, der fører tilsyn med Eik Grunnurin, og kontorchef Kristin Balle bad allerede for tre uger siden fonden om en økonomisk redegørelse. Da den ikke kom, rykkede hun torsdag fonden for et svar og satte en frist til 1. april. Straks efter Morgenavisen Jyllands-Postens interview med Marner Jacobsen kontaktede fonden dog selv Kristin Balle, og man har nu aftalt at mødes på mandag.

BRANCHENYT
Læs også