AIG-bonus truer Obamas redningsplan

Obama forbløffet over udbetaling af 165 mio. dollars, men fuld støtte til kritiseret finansminister.

USA's præsident, Barack Obama, har indledt en større kampagne for at forhindre, at de omstridte udbetalinger af bonus i konkurstruede banker og forsikringsselskaber afsporer regeringens forsøg på at stabilisere finanssektoren og dermed bane vejen for et nyt opsving. Samtidig forsøger Kongressen at gennemtvinge en tilbagebetaling af de milliarder, som først investeringsbanken Merrill Lynch og derefter forsikringsgiganten AIG udbetalte, skønt begge havde givet store underskud og måtte reddes af regeringens tilskud.

Meget tyder dog på, at det kun vil lykkes at få meget beskedne beløb tilbage fra de direktører, der allerede har fået dem udbetalt. Et forslag om at beskatte alle disse udbetalinger med 90 pct. blev vedtaget med overvældende flertal i Repræsentanternes Hus. Det betragtes imidlertid som givet, at forslaget blokeres i Senatet og dermed aldrig når frem til præsidentens nødvendige godkendelse. Fra flere sider fremhæves det, at vedtagelsen af en lov med tilbagevirkende kraft er et brud på forfatningen og desuden kan skabe uoverskuelige problemer for andre kriseramte virksomheder.

Præsident Obama fastholder, at han har fuld tillid til sin finansminister, Timothy Geithner, skønt enkelte republikanere forlanger, at han skal træde tilbage. Præsidenten hævdede imidlertid, at han var blevet forbløffet, da han hørte om bonussen på 165 mio. dollars til AIG. Præsident Obama gjorde det klart, at en udskiftning af den stormomsuste finansminister ikke kan komme på tale.

Rolig og stabil
»Geithner gør et fremragende stykke arbejde. Han er en smart fyr. Han er rolig og stabil. Jeg er ikke sikker på, at folk er fuldstændig klar over, hvilke problemer vi har afleveret til ham.«

Med påstande om, at for mange i Washington forsøgte at finde ud af, hvem de skulle give skylden i en situation, hvor de burde koncentrere sig om at løse problemerne, gav præsidenten en indirekte indrømmelse af, at den omstridte udbetalinger af bonus er ved at udvikle sig til et alvorligt politisk problem for den nye regering.

Fredag genoptog præsident Obama kampagnen for de økonomiske redningsaktioner, der skal suppleres med gennemgribende reformer af finanstilsynet. I Washington trådte han frem for erhvervsledere sammen med New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, og Californiens republikanske guvernør, Arnold Schwarzenegger.

BRANCHENYT
Læs også