Fyr med følelse

Karriere Ægteparret Suzy og Jack Welch besvarer spørgsmål og giver gode råd om ledelse i karriereudvikling til Morgenavisen Jyllands-Postens læsere.

Spørg Suzy og Jack Welch om ledelse og karriere ved at udfylde formularen på webadressen: welchway.com/Contact-Us.aspx. Hvilken rolle spiller human resource-afdelingerne nu, hvor verden går igennem en turbulent tid, og hvilken fremtid har de, nu hvor så mange brancher står over for ekstreme forandringer?

Effendi Ibnoe,

Bali, Indonesien

Dit spørgsmål nåede vores indbakke samme dag, hvor vi modtag en besked fra en bekendt, der lige var blevet fyret fra sit arbejde i forlagsbranchen. Forlagsbranchen er jo netop en af de brancher, der, som du siger, står over for ”ekstrem forandring”. Han beskrev fyringen som en oplevelse ud i det Orwellske univers: Han blev gennet ind i et konferencelokale for at mødes med en outplacement-konsulent, som efter fyringen spurgte, om »alt var i orden.«

»Jeg forsikrede hende om, at jeg havde venner, familie og en hund, og eftersom mit forhold til hende kunne måles i sekunder, skulle de nok tage sig ad den del,« skrev han og fortsatte:

»Memo til HR-professionelle: I stedet for at anbringe de fyrede ansatte (i et lokale) sammen med bekymrede outplacement-konsulenter, så anbring dem i et lokale med mulighed for at lege det muntre køkken i nogle få terapeutiske minutter.«

Vi vil foreslå et andet og mere alvorligt memo til HR-folkene. »Fyringer er sandhedens øjeblik for jer,« ville der stå.

»Jeres virksomhed bør behandle afgående medarbejdere med den samme respekt og opmærksomhed, som de fik, da de blev ansat. HR viser sin sande karakter, når der fyres folk, og viser om en virksomhed virkelig passer på sine folk, eller om den bare er hyklerisk på det punkt.«

Vi har før skrevet om HR og dens mulighed for at ændre spillereglerne - noget som vi tror på den kan - og skal - udnytte som drivkraften for en virksomheds processer omkring ansættelser, medarbejdersamtaler og udvikling. Vi har hævdet, at alt for mange virksomheder forviser HR til at udføre mere dagligdags og ligegyldige funktioner som nyhedsbreve, udflugter og medarbejdergoder, og vi har slået et slag for at enhver administrerende direktør burde sidestille sin HR-direktør med sin økonomidirektør.

Men hvis der nogensinde var et tidspunkt, der fremhæver vigtigheden af HR, så er det nu, hvor verden »går igennem en turbulent tid,« for igen at citere dig. Desværre er det også tidspunktet, hvor vi ser, hvor få virksomheder, der rammer rigtigt med deres HR - hvad vores bekendtes oplevelse også viser.

Så for at svare på dit spørgsmål angående hvad HR's korrekte rolle er nu - og særligt i forhold til fyringer - foreslår vi tre roller.

For det første er HR's rolle at sørge for, at medarbejderne bliver fyret af deres chef og ikke af fremmede. At blive fyret er dehumaniserende i enhver henseende, men at få nyheden af en eller anden, hyret til formålet, gør det kun værre. Derfor må HR sørge for, at cheferne accepterer denne pligt, som altså ikke består i at uddelegere den samtale på arbejdspladsen, som skal være privat. De dårlige nyheder skal gives ansigt til ansigt.



For det andet er HR's rolle at være mægler for retfærdighed i virksomheden. Intet gør folk mere vrede end følelsen af at nogle - læs skrålhalsene og kværulanterne - får bedre aftaler end andre. HR kan være mægler i den henseende ved at sikre, at fratrædelsesordningerne, hvis de eksisterer, er passende og ensartede på tværs af divisioner og afdelinger. Det er ikke ønskværdigt, at medarbejderne forlader virksomheden med følelsen af, at de blev behandlet uretfærdigt. De skal have fornemmelsen af, at »HR holdt processen pletfri. Jeg er ikke glad, men i det mindste ved jeg, at jeg blev behandlet retfærdigt.«



Endelig er det HR's rolle at håndtere smerte. I timerne og dagene efter at være blevet fyret, har folk brug for at afreagere, og det er HR's arbejde at stå til rådighed med hjælp. På et tidspunkt kan en outplacement-konsulent komme ind i billedet for at hjælpe med overgangen, men HR må aldrig få den fyrede til at føle, at han er blevet sendt til en anstalt for spedalske. En, der er tilknyttet den fyrede medarbejder - enten en kollega eller HR-ansat - bør snakke jævnligt med vedkommende. Der skal ikke kun spørges til om alt er i orden, men lyttes åbenhjertigt til svaret. På et passende tidspunkt kan man så tilbyde at fungere som reference for fremtidige arbejdsgivere.

For tre år siden skrev vi en klumme, der hed ” So Many CEOs Get This Wrong”, og selvom vi modtog mange breve, der understøttede vores holdning om, at alt for mange virksomheder undervurderer HR, var der også nogle få, der skrev ind og bagatelliserede HR som irrelevant i forhold til virksomhedens ”virkelige arbejde”. Vi gad godt vide, hvordan disse HR-minimalister har det nu i disse tider. Hvis deres virksomhed er i krise - eller deres egne karrierer går skidt, har de måske endelig set lyset.

HR er umådeligt vigtig i gode tider. Det definerer dig i de dårlige.

Oversættelse: Vinni Holm

BRANCHENYT
Læs også