Er flaskedrengen en truet art?

Oplæringen til arbejdsmarkedet begynder ofte i flaskeafdelingen i det lokale supermarked.

Mange unge menneskers første kontakt med det pulserende erhvervsliv sker gennem jobbet som flaskedreng m/k. Her, i bunden af arbejdspladsens hierarki, oplever mange for første gang den store lykkefølelse, der er forbundet med at tjene sine helt egne penge.

Er det slut nu? Vil engangsflaskernes indtog udrydde jobbet som flaskedreng og flaskepige og dermed en læreproces i hvordan arbejdsmarkedet fungerer, og hvordan kapitalismen virker i praksis?

Servicemedarbejder
»Jeg kan berolige med, at der vil være masser af job i flaskeafdelingen, selv om vi går over til den nye teknologi. Også på det punkt vil vi fortsat leve op til vores samfundsansvar. Flaskerne flyver desværre ikke tilbage til indsamlingsstederne af sig selv. Så der er masser af arbejde. Raske drenge og piger vil forsat kunne få et job. I øvrigt hedder det ikke længere ”flaskedreng” eller ”flaskepige”. Den rette betegnelse er ”servicemedarbejder”,« siger informationschef Erik Eisenberg fra Dansk Supermarked.

Hos Coop kan man godt se det potentielle samfundsmæssige problem.

»Det kan godt betyde, at vi ikke skal bruge så mange som før. Det, håber vi, bliver en bivirkning. Men der er stadig meget arbejde i et flaskerum i et supermarked. Der er masser af genpåfyldelige glasflasker, der skal håndteres. Og det varer vel også et stykke tid, inden 1,5 liter-flasken bliver af engangsplast,« siger forbrugerpolitisk direktør Mogens Werge, Coop.

BRANCHENYT
Læs også