SF trækker topmøde- kritik tilbage

I februar kritiserede trafikordfører Pia Olsen Dyhr (SF) regeringens valg af biler til klimatopmødet i december. Den kritik bliver partiet nu nødt til at trække tilbage.

Trafikordfører Pia Olsen Dyhr (SF) har i skarpe vendinger kritiseret regeringen for at have sagt nej til et tilbud fra Toyota Danmark om, at bilgiganten stillede miljørigtige hybridbiler gratis til rådighed til klimatopmødet i december i år. I trafikordførerens pressemeddelelse, som blev offentliggjort på partiets hjemmesiden den 27. februar, fremgår det således, at Pia Olsen Dyhr »undrer sig over, at regeringen ikke er mere ambitiøs på klimaområdet - selv på klimatopmødet.«

Grundløs kritik
Men nu viser det sig, at kritikken er grundløs. Ifølge informationschef René Mouritsen fra Toyota Danmark afgav virksomheden aldrig et tilbud til Udenrigsministeriet om at stille hybridbiler til rådighed.

»Jeg ved, hvad der er foregået, og det, der bliver fremført i SF's historie, er ikke korrekt. Det har intet på sig. Vi blev ligesom alle andre bilproducenter inviteret til at afgive et tilbud, men vi besluttede ikke at gøre det,« forklarer René Mouritsen.

Årsagen, til at Toyota afstod fra at komme med et tilbud, var, at firmaet ikke kunne garantere at have nok biler klar til klimatopmødet.

Fjerner meddelelsen
Pia Olsen Dyhr fortæller, at hendes rådgiver talte med Toyota Danmark i midten af februar, og da lød meldingen, at Udenrigsministeriet havde fortalt Toyota Danmark, at den godt kunne spare sig at komme med et tilbud, da man foretrak at køre i Mercedes og Audi. Det kender man imidlertid ikke noget til hos hverken Udenrigsministeriet eller Toyota Danmark.

»Bare rygter«
»Hvis ikke Toyota Danmark vil bekræfte det, så er det jo bare rygter, som ikke kan bruges til noget. Jeg må jo tage deres ord for det, og fjerne pressemeddelsen,« siger Pia Olsen Dyhr og fortsætter:

»Jeg glæder mig stadig meget til at se, hvilke biler Udenrigsministeriet har valgt til klimatopmødet, og om der er nogle miljørigtige iblandt dem.«

BRANCHENYT
Læs også