»Det burde aldrig være sket«

»Skift bank.« Sådan lød beskeden fra Brian Hetlands bank i sommer. Hans vvs-firma gik derefter konkurs, selv om kassekreditten ikke var fuldt udnyttet.

Brian Hetland er personligt ikke i tvivl om, at dårlig rådgivning og en drastisk, overilet beslutning fra banken er skyld i, at en velfungerende virksomhed gik konkurs.

»I mit tilfælde var det ganske unødvendigt. Der blev bare sagt »skift bank«. Men vi havde tusinder af kunder. Vi kunne sagtens være kommet igennem. Kassekreditten var ikke engang trukket op,« siger han.

Hetland VVS & EL var Københavns største installatørvirksomhed, før den gik konkurs i juni.

Brian Hetland erkender, at den sejlede rent administrativt op til konkursen - ikke mindst på grund af en voldsom, personlig depression.

Der skete intet
»Da jeg kunne tænke klart igen, satte jeg et af Europas største revisionsfirmaer ind og bad dem rydde op i den administrative del, men der skete intet i fire-fem måneder. Jeg fik positivt cash flow igen, men vi manglede stadig at få ryddet op. Vi vidste ikke, hvad vi havde betalt i skat, vi havde ikke fået rykket for penge, og der var vrøvl med lønningerne,« fortæller han.

Efter at have rykket for handling hos revisionsfirmaet kom der pludselig en ny rådgiver på sagen.

»Han sagde efter et sekund: ”Vi går i betalingsstandsning, så er der mulighed for at rydde op.” Da gik jeg i chok, og derfra gik det grueligt galt,« fortæller han.

Kørte af sporet
Brian Hetland havde forinden drøftet en midlertidig forhøjelse af kassekreditten med sin bank. Men da han gik i banken med sin rådgiver fra revisionsfirmaet for at meddele, at Hetland ville gå i betalingsstandsning, kørte tingene af sporet.

Banken forstod ikke anledningen til betalingsstandsningen, tingene kørte op i en spids, og til sidst lød beskeden fra banken: »Skift bank, Brian«.

Hetlands omsætning var ca. 80 mio. kr. årligt, og kassekreditten på godt 5 mio. kr. var knap udnyttet. På det tidspunkt havde firmaet tilgodehavender for 24 mio. kr. og skyldte 9 mio. kr. - heraf 2 mio. kr. til Brian Hetlands kone, oplyser han.

Men blandt skyldnerne var fallenter som Kenneth Schwartz Thomsen og Stones Invest.

»Det er de selvsamme kunder, som bankerne har overbelånt ejendomme for. Måske har banken siddet og sagt: ”Det kan godt være, at Brian H. tror, han får sine penge af dem der, men vi ved noget andet”,« siger han.

Det tog halvandet minut
Efter bankens beslutning tog den pant i det, der efterfølgende kom ind fra debitorerne. Så var der ingen penge til lønninger, og Brian Hetland så efter rådføring med sin advokat ingen anden udvej end selv at begære virksomheden konkurs. Det tog halvandet minut i skifteretten.

I dag mener han ikke, at det burde være sket.

»Familien havde økonomi til at redde virksomheden. Men det gik så stærkt, at det ikke kunne nås, og banken satte sig på de penge, der lå i firmaet,« mener han.

Kurator forsøgte at sælge konkursboet videre, men uden held. Brian Hetland fik derfor mulighed for at forsøge at skrabe penge sammen til selv at overtage en del af resterne. Det lykkedes ved hjælp af opsparede midler, som var tiltænkt otiummet og konens aktiver.

Kunne være undgået
Firmaets nye bank har imidlertid sagt nej til at yde kassekredit. Derfor kører firmaet alene på de penge, som familien har kunnet realisere. Det bestyrker Brian Hetlands tro på, at konkursen kunne være undgået.

Hetlands oprindelige bank, Forstædernes Bank, har i dag bl.a. fået pant i familiens hus, der er betalt ud. Siden har banken foreslået et salg af huset.

»For ganske få år siden stod banken og ringede på og spurgte, om vi kunne bruge den. Det kunne vi godt, men få år efter bliver vi behandlet som kriminelle. Jeg er aldrig blevet svinet så meget til personligt som af kreditafdelingen i min bank. Men vi har betalt engagementerne og har aldrig skyldt dem penge,« siger Brian Hetland.

På grund af tavshedspligt om kundeforhold har Forstædernes Bank ikke ønsket at kommentere den konkrete sag.


Anden konkur ..

BRANCHENYT
Læs også