På vej mod konkurs-rekord

Januar og februar har budt på rekordmange konkurser. 2009 kan blive det værste konkursår, siden optællingen begyndte i 1979.

Mens januar og februar tilsammen kun udgør en sjettedel af 2009, så svarer periodens 983 konkurser til en tredjedel af antallet af konkurser i hele 2008, som ellers var det værste konkursår siden 1979, da statistikken begyndte.

»Vi er på vej mod at slå en ny, kedelig rekord,« vurderer Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken.

Udskudt frist
Eneste lyspunkt er den udskudte frist for betaling af moms og skat.

»Udskydelsen af betaling af skat og moms kan give en håndsrækning til erhvervslivet. Det redder ikke virksomheden, men giver en periode til at rette op på ubalancer. Men betalingen skal komme på et tidspunkt, og hvis efterspørgslen ikke er vendt tilbage, så ruller konkursbølgen efter sommerferien,« siger Jes Asmussen.

Med til billedet hører også, at der er blevet etableret usædvanligt mange virksomheder gennem de senere års højkonjunktur, som ikke ville have haft en chance i en mere normal konjunktursituation. Dem bliver der ryddet op blandt nu.

Spreder sig hastigt
»Det er ikke unaturligt, at der kommer mange konkurser i forbindelse med afslutning af en højkonjunktur, men når afmatningen kommer så hurtigt og kraftigt, så resulterer det også i en voldsom stigning i antallet af konkurser,« understreger Jes Asmussen.

De hårdest ramte sektorer er byggebranchen, transportsektoren og selskaber inden for ejendomsudvikling. Men konkurserne spreder sig hastigt til andre dele af erhvervslivet.

BRANCHENYT
Læs også