Teknik blokerer for bankfusioner

Nordea opgav et køb af Fionia, fordi det alene ville koste 300-400 mio. kr. i udgift til en datacentral.

Nordea var i efteråret 2008 tæt på at tilbyde Fionia Banks aktionærer at købe banken for en krone. Men den nordiske storbank opgav planerne og har blandt andet forklaret det med, at det var for dyrt at købe den skrantende fynske bank ud af datacentralen SDC.

Morgenavisen Jyllands-Posten erfarer, at den fynske bank med Royal Bank of Scotland som mægler havde åbnet sine bøger i et datarum, hvor flere banker kiggede indenfor. Og netop prisen for at købe banken fri af sine forpligtelser til SDC var en væsentlig årsag til, at det ikke lykkedes at afsætte banken, der også sloges med uoverskueligt store tab på sine udlån.

Ifølge SDC's vedtægter skulle de øvrige ejere have mellem 300 og 400 mio. kr. for at slippe Fionia Bank. Selv om vedtægterne i de forskellige datacentraler er strikket forskelligt sammen, gælder det alle steder, at et pengeinstitut skal betale tre til fem års bidrag for at slippe ud af medejerskabet.

Af samme grund måtte Vestjysk Bank tidligere i 2008 betalte 30 mio. kr. for at købe Bonusbanken ud af Bankdata, og Bankernes EDB Central, BEC, mistede omkring 100 mio. kr. i årlig omsætning, da Roskilde Bank krakkede.

En klods om benet
Storbankernes manglende lyst til at betale den omkostning betyder, at Fionia i dag får kunstigt åndedræt for en mia. kr. fra det statslige afviklingsselskab for at kunne stå på egne ben, og flere kilder hævder, at andre fusioner også er strandet på grund af de dyre it-platforme.

Formanden for Fionia Banks bestyrelse, Bo Stærmose, vil ikke kommentere de konkrete bestræbelser på at sælge banken, men han bekræfter gerne, at datacentralerne er en klods om benet på finanssektoren netop nu.

»Med den struktur, den finansielle sektor har i Danmark, er der behov for en konsolidering, hvor pengeinstitutterne søger sammen i større enheder. Datacentralerne blokerer for den udvikling,« siger Bo Stærmose.

Ikke holdbart
Han vurderer, at det er fair, at de tilbageværende ejere i SDC, Bankdata og BEC får et bidrag til at fortsætte centralerne på et konkurrencedygtigt niveau, selv om de mister et medlem af ejerkredsen. I nogle tilfælde kan datacentralen også være i gang med meget kostbare og langsigtede projekter, som ville strande, hvis et medlem pludselig stoppede betalingerne.

»Jeg har ikke noget bud på, hvordan problemet kan løses, men det ville være godt, hvis datacentralerne begyndte at tale sammen. Med Danske Bank, Nordea og Jyske Banks løsninger har vi reelt seks systemer i Danmark, og det er ikke holdbart,« siger Bo Stærmose.

Nordea har ikke ønsket at kommentere sin interesse for Fionia Bank.

De tre bankcentraler

SDC rummer alle de nuværende og tidligere sparekasser, og de to største aktører er Fionia Bank og Spar Nord, der sidder på formandsskabet ved direktør John Lundsgaard...

BRANCHENYT
Læs også