Baggers lystyacht fra Middelhavet til Ishøj

Salget af Stein Baggers beslaglagte luksusyacht ”Anette” skal mindske den kæmpegæld, han har efterladt sig, med 17 mio. kr.

Stein Baggers yacht ”Anette” er netop kommet fra Middelhavet til Ishøj Havn syd for København, hvor det er sat til salg for 16.950.000 kr. plus moms hos mæglerfirmaet Tempo Bådsalg, skriver Ekstra Bladet.

Det er altid svært at sælge så dyrt et skib, men det er ikke umuligt. Trods den internationale krise er der stadig et marked for den slags skibe. Salgsindsatsen foregår internationalt med hovedvægten på Europa, siger Stewart Moeliker-Twigg fra Tempo Bådsalg.

Indregistreret på Jersey
Han kender skibet udmærket, for det var også ham, der sidste år solgte det til Stein Bagger.

”Anette”, der er indregistreret på kanal-øen Jersey, er en britisk bygget Fairline Squadron 78 på 46 tons, som blev leveret fra værft i august 2008.

Kæmpen, der drives frem af to Caterpillar-motorer på hver 1.572 hestekræfter, er 24,37 meter lang og 5,70 meter bred.

Den nye ejer vil kunne brede sig på over 200 kvm fordelt på tre dæk, som er fyldt med dybe lædersofaer i overdådigt udstyrede saloner og tre sovekabiner.

Isterningerne til whiskysjusserne er aldrig mere end en arms længde væk.

For der er hele fem køleskabe om bord, skriver Ekstra Bladet.

BRANCHENYT
Læs også