Opec kan forhindre opsvinget

Oliepriserne er ved at bide sig fast på 50 dollars pr. tønde. Højere oliepriser vil gøre det endnu sværere at bringe verdensøkonomien ud af den værste nedtur siden Depressionen.

De stigende oliepriser kan betyde, at der vil gå endnu længere tid, førend nogen begynder at kunne skimte lyset for enden af tunnelen.

Sådan lyder den skarpe advarsel fra eksperterne i Centre for Global Energy Studies (CGES) i London på baggrund af, at råolien i både London og New York i går blev handlet op over 50 dollars pr. tønde.

Det er kun få uger siden, at amerikansk råolie blev handlet så lavt som 34 dollars pr. tønde, men priserne er steget i takt med informationer om, at Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec) er nået langt i arbejdet på at mindske produktionen med de 4,2 millioner tønder i døgnet, der blev vedtaget i september i fjor.

Strid om tal
Selv hævder Opec, at de 11 medlemslande, som er omfattet af produktionsaftalen, har reduceret den daglige produktion med 3,4 mio. tdr., men det bestrides af CGES, som kun mener, at produktionen er nedbragt med godt 3,0 mio. tdr.

Opecs suverænt største olieproducent Saudi Arabien er det eneste land, der har bragt sin produktion ned på den aftalte kvota, mens Iran og Venezuela er de lande, der har den største overproduktion, hvilket er paradoksalt, da begge lande ved Opecs seneste ministermøde for en uge siden krævede produktionsloftet sænket yderligere fra de 24,845 mio. tdr. i døgnet, som medlemslandene kæmper for at nå ned på.

»Hvis Opec evner at få produktionen ned på det niveau, vil de olieforbrugende lande hvert døgn igennem hele 2009 skulle hente 1,5 mio. tdr. fra lagerbeholdningerne, og det er alt andet end ønskværdigt,« påpeger CGES i sin månedsrapport for marts.

Uheldig reduktion
»En så kraftig reduktion af såvel produktionen som lagerbeholdningerne vil føre til kraftige olieprisstigninger, der vil underminere chancerne for et økonomisk opsving, føre til øget inflation og dermed rammer Opec-landene selv,« understreger CGES.

Opecs politik kommer i søgelyset i forbindelse med G20 topmødet i London i den kommende uge, da Saudi Arabien er en af deltagerne og formentlig vil blive afkrævet tilsagn om at formå Opec til ikke at føre en produktionspolitik, der med høje oliepriser vil gøre det svært at bringe verdensøkonomien ud af den værste nedtur siden Depressionen.

BRANCHENYT
Læs også