Lyndom i Bagger-sagen

IT Factory-sagen omfatter bedrageri og svindel for milliardbeløb. • Men retssagen mod Stein Bagger kan være overstået på to dage.

"Borte med Bagger" side 14-15Det er danmarkshistoriens største svindelsag. Alligevel venter Retten i Lyngby, at man kan behandle og afsige dom i IT Factory-sagen på blot to dage.

Udsigten til en lyndom betyder, at Stein Bagger efter flere års milliardsvindel meget vel kan stå med en dom i sagen allerede inden sommerferien.

Tilståelsessag
De årelange retsopgør med svindlere som Klaus Riskær og John Trolle fra Memory Card Technology kan have skabt forventninger hos mange om, at danmarkshistoriens største svindelsag vil hjemsøge retssystem i måneder og måske år. Men sådan ser Retten i Lyngby ikke på sagen.

Ved det seneste retsmøde i Bagger-sagen pegede dommeren på, at han med kort varsel var klar til at rydde de nødvendige to dage i kalenderen til sagen.

Udsigten til en lyndom overrasker ikke kuratoren i IT Factory-boet, Boris Frederiksen, der har brugt måneder på at rydde op efter Stein Baggers svindelnumre.

»Set fra min stol er spørgsmålet, om Stein Bagger har stået bag svindelnumrene, ikke længere aktuelt. Dels tyder alt på det i det materiale, vi har gennemgået, og dels har han tilstået det,« siger Boris Frederiksen.

Fortsat fængsling
Der er ingen tvivl om, at planen om en lyndom er sød musik i ørerne på Stein Baggers forsvarer, advokat Lars Kjeldsen.

Ved de seneste retsmøder om en fortsat varetægtsfængsling af Stein Bagger har Lars Kjeldsen netop efterlyst en hurtig retssag. Og anklagemyndigheden har også tilkendegivet, at de er parat til en hurtig retssag.

Inden det kommer til en retssag, skal anklagemyndigheden og Stein Baggers forsvarer dog først krydse klinger om Stein Baggers fortsatte varetægtsfængsling.

Den 42-årige it-direktør har siddet bag tremmer siden 16. december, da han blev fremstillet i grundlovsforhør direkte landet fra USA.

Flere gange har Retten i Lyngby forlænget varetægtsfængslingen med fire uger. Undtagelsen var sidste retsmøde, da vicestatsadvokat Per Justesen blot formåede at få Stein Baggers varetægtsfængsling forlænget med tre uger.

Fra flere sider ses det som et signal om, at tiden er ved at løbe ud for bagmandspolitiet. Spørgsmålet er derfor, om morgendagens retsmøde er begyndelsen til enden på varetægtsfængslingen af Stein Bagger.

Lars Kjeldsen afviser på forhånd at løfte sløret for sin taktik. Det gælder også i forhold til, om han for første gang agter at anke en eventuelt fortsat varetægtsfængsling af Bagger til landsretten. Et skridt som forsvaret ikke har taget ved de foregående retsmøder.

BRANCHENYT
Læs også