Barack Obama: Hold ud

USA's præsident anslår forsigtigt optimistisk tone. Han fastholder, at langsigtede reformer og hurtig genrejsning supplerer hinanden. Kompromisvilje, når rekordstort budget skal gennem Kongressen.

For Barack Obama er der ingen tvivl om, at økonomien nu endelig efter en årelange smertefuld nedtur, der har kastet millioner ud i ledighed og påført alle store tab, er begyndt at bevæge sig i den rigtige retning.

»Vi begynder at se tegn på fremskridt,« lød den optimistiske vurdering fra USA's præsident, da han fra Det Hvide Hus forsøgte at neddæmpe sine landsmænds frygt for, at den lange stribe indgreb med store statstilskud ikke er nok til at forhindre noget endnu værre.

Præsidenten, der kom til magten på en bølge af begejstring tilsat urealistiske forventninger om en hurtig genrejsning fra recessionens sump, opfordrede endnu en gang alle til at være tålmodige. Det skete med en enkelt væsentlig tilføjelse, der gjorde det klart, at selvsikkerheden efter to måneder ved magten er usvækket.

»Hvad jeg er sikker på er, at vi bevæger os i den rigtige retning.

Det beroligende budskab blev afleveret under en pressekonference, hvor præsidenten fra første øjeblik demonstrerede, at han netop nu har meget på spil. Den republikanske opposition beskylder ham for at være uansvarlig. Demokratiske partifæller er begyndt at skære i hans 3.600 mia. dollars store budgetforslag.

I den situation løb Obama ikke den ringeste risiko. Hans indledende bemærkning blev læst fra en teleprompter anbragt i baggrunden af præsidentboligens østværelse og ikke som normalt på hver sin side af talerstolen.

Teleprompteren var ikke nogen hjælp ved tre kvarters besvarelse af en strøm af mere kritiske spørgsmål, men også her var Obama forsigtig og omhyggelig med at ramme den rigtige balance.

Det var universitetsprofessoren, der demonstrerede sit imponerende greb om alle detaljer.

Det var den forsigtige politiker, der gjorde det klart, at han er villig til at indgå kompromis.

Det var dog også stadig den ambitiøse præsident, der er overbevist om, at han kan gøre mere end én ting ad gangen.

Barack Obama afviste sine skarpeste kritikere, når han gang på gang understregede, at han ikke træder sig selv over tæerne, fordi han på én og samme tid vil løse de akutte økonomiske problemer og lægge grundlaget for en mere langsigtet genrejsning af landet.

Tvært imod. Uden det ene er det andet ikke muligt. USA's sundhedsvæsen må reformeres, hvis det skal lykkes at bringe statens svulmende budgetunderskud under kontrol. USA's afhængighed af importeret olie må mindskes, hvis landets store underskud på handelsbalancen skal reduceres. USA's uddannelsessystem må forbedres, hvis fremgang på længere sig skal sikres, og statens underskud må reduceres, hvis nye kriser skal forebygges effektivt.

Det er de fire yderst ambitiøse hovedpunkter, der skal supplere de mange indgreb, som regeringen har gennemført for at stabilisere den vaklende finanssektor. En stabilisering, der skaber grundlag for en afslutning af recessionen og et nyt opsving, der kan blive mærkbart i løbet af det kommende år.

Reformer er kostbare, hvilket i første omgang betyder voksende underskud på statsbudgettet. Et underskud, som præsidenten har lovet at halvere, inden hans første valgperiode udløber. Et underskud, der ifølge en række prognoser herefter vil vokse igen.

Den diskussionen gav Barack Obama en chance for at demonstrere sit greb om detaljer. »Når nogle forudsiger voksende underskud, er det, fordi de regner med 2,2 pct. årlig vækst. Vi regner med 2,6 pct., og det giver i løbet af nogle år en stor forskel.«

Præsidenten tilføjede ærligt, at den slags beregninger er behæftet med stor usikkerhed, hvilket ikke ændrede ved hans væsentligste argument. Uden reformer på hans fire hovedområder kommer der slet ikke nogen væsentlig vækst, og så bliver situationen langt værre.

Hermed udtrykte Obama dog ingen forventning om, at han på baggrund af sin fortsat enorme popularitet får sin vilje på alle punkter, når Kongressen nu går i gang med behandlingen af hans budgetforslag.

»Vi ventede aldrig, da vi trykte vort budget, at de blot ville fotokopiere det og stemme om det.«

Få timer inden pressekonferencen havde republikanske ledere hævdet, at budgetforslaget måske var det mest uansvarlige, de nogen sinde havde set. Det ville blot gøre krisen endnu værre.

Præsidentens svar faldt hurtigt og skarpt med en spids bemærkning om, at republikanerne øjensynligt havde en dårlig hukommelse: »Så vidt jeg husker, så arvede jeg et årligt budgetunderskud på 1.300 mia. dollars fra dem.«

Angrebene fra en svækket opposition er dog mere et irritationsmoment end en egentlig trussel. For præsidenten er det langt alvorligere, at partifæller har travlt med at skære i hans forslag og truer med at stryge både skattelettelser til middelklassen og flere miljøreformer.

Det synes dog at være et problem, som præsidenten kan udsætte til senere løsning. Skattelettelserne er allerede sikret for de næste to år, og miljøreformerne kan gennemføres ad andre kanaler end gennem budgettet.

Antydningerne af denne løsning var i nøje overensstemmelse med den afbalancerede holdning, som præsidenten forsøgte at demonstrere i håb om, at det vil indpode lidt optimisme i vælgerne og give ham selv mere tid til at trække USA ud af den økonomiske sump, som han overtog.

Kun enkelte spørgsmål om forsikringsselskabet AIG's udbetaling af bonus, som nu i snart to uger har bragt mange amerikanere på kogepunktet, syntes at slå et lille hul i præsidentens selvsikre facade.

Obama forsikrede endnu engang, at han var så vred som alle andre over de udbetalinger. Det var på høje tid, at direktørerne forstod, at de ikke kunne berige sig selv på skatteydernes regning.

En væsentlig tilføjelse underbyggede imidlertid tidligere formaninger om, at man ikke kan regere på grundlag af vrede. »Resten af os har ikke råd til at gøre enhver direktør eller enhver igangsætter, der vil tjene penge, til skurke. Det er deres dynamik, der har næret vores velstand, og det er den slags, der vil få bankerne til at give lån og atter få økonomien i gang.«

Da præsidenten blev spurgt, hvorfor det havde taget et par dage, før han havde udtrykt sin forargelse, kom svaret med en antydning af irritation i stemmen: »Det tog os et par dage, fordi jeg gerne vil vide, hvad jeg taler om, inden jeg siger noget.«

Der var ikke et ord om Irak eller Afghanistan. Et enkelt spørgsmål om race blev affærdiget med en munter bemærkning og en understregning af, at amerikanerne tager stilling til hans handlinger for at få økonomien i gang og ikke til hans race.

Den overordnede holdning blev sammenfattet efter et spørgsmål om mulighederne for at bane vejen for en fredsaftale i Mellemøsten. Præsident Obama indrømmede, at det ikke var blevet lettere, men at det ikke vil forhindre ham i at gøre en indsats fra første dag.

»Jeg er i den sag hårdnakket og udholdende. Jeg tror på at være udholdende, også når det gælder de økonomiske problemer,« lød det afsluttende budskab, der passende kunne sammenfattes i et: »Hold fast ved mig.«

»Dette er et stort krydstogtskib, det er ikke nogen speedbåd. Det vender ikke rundt med det samme. Men vi er i en meget bedre position efter de beslutninger, som vi har truffet.«

Den vurdering deler et overvældende flertal af amerikanerne. Barack Obama må håbe på, at de står ved hans side, indtil det er lykkedes at få krydstogtsskibet bragt på rette kurs, selv om vi kan komme langt ind i 2009, før kompasset er på plads.

BRANCHENYT
Læs også