Højere kurser trods positive tal fra USA

Det danske obligationsmarked lå det meste af onsdagen i negativt terræn, men i løbet af eftermiddagen kravlede kurserne i positivt terræn.

Det skete til trods for stigninger på de europæiske og amerikanske aktiebørser samt et par positive amerikanske nøgletal. Obligationskurserne har de seneste par dage været presset som følge af øgede udbudsbekymringer, og de lavere kursniveauer formåede altså at tiltrække køberne til de fastforrentede papirer.

Onsdag eftermiddag kom der et par amerikanske nøgletal, hvoraf ordreindgangen af varige forbrugsgoder eksklusive transportmidler viste en overraskende fremgang på 3,9 pct. i februar. Analytikerne havde ventet et fald på 2,0 pct. Lidt af glæden svandt dog, da tallet for januar blev nedrevideret fra et fald på 2,5 pct. til et fald på 5,9 pct.

Der kom også tal for boligmarkedet i USA ved salget af nye boliger, som ligeledes viste en overraskende fremgang på 4,7 pct. i februar til 337.000 enheder. Analytikerne havde ventet et fald på 2,9 pct. til 300.000 enheder.

»Salget af nye boliger steg 4,7 pct. i februar, og samtidigt blev salget i både januar og december oprevideret. Dermed følger salget af nye boliger i fodsporene på en stribe andre mere positive signaler om tilstanden på det amerikanske boligmarked, der baseret på de seneste statistikker indikerer, at der ikke længere er tale om en markant forværring i aktiviteten på boligmarkedet,« skrev cheføkonom Jes Asmussen hos Handelsbanken i en kommentar til opgørelsen.

Onsdag formiddag blev det tyske Ifo-indeks for marts offentliggjort. Der var ikke tale om de helt store overraskelser, idet barometeret viste et fald til 82,1 sammenlignet med 82,6 måneden forinden. Analytikerne havde ventet et fald til 82,2. Komponenten for forventningerne steg til 81,6 i marts, hvilket var marginalt bedre end de 81,5, som analytikerne havde ventet.

Den amerikanske 10-årige T-bond lå ved dansk lukketid 5/32 point lavere i kurs 100 8/32 med en effektiv rente på 2,71 pct. Ved dansk lukketid kostede en euro 1,3536 dollar.

BRANCHENYT
Læs også