Løkken Sparekasse melder chef til politiet

Der er ikke råd til at undersøge bestyrelsens, direktionens og revisorens rolle i krakket sparekasse.

Den afgående bestyrelse i Løkken Sparekasse melder i dag sparekassens tidligere erhvervskundechef til politiet. Erhvervskundechefen sagde selv op i sparekassen i januar, men en advokatundersøgelse af flere af hans lånesager har afsløret flere ulovlige forhold, mener bestyrelsen.

Uregelmæssigheder
Bestyrelsesmedlem og talsmand for sparekassen, Knud Rødbro, oplyser, at materialet mod erhvervskundechefen er omfattende.

»Da vi brød med ham i januar, var den konkrete anledning en tvangsauktion, hvor han ikke havde taget vare vores pant i ejendommen. Siden har vi fundet ud af, at han flere gange har udbetalt store beløb i forbindelse med ejendomshandler i strid med vores regler. I et konkret tilfælde har han udbetalt penge til sælger i en ejendomshandel i stedet for at deponere dem på en konto, indtil der var et anmærkningsfrit skøde. Der blev aldrig tinglyst noget skøde, ejendommen blev i stedet solgt til anden køber, og sparekassens penge er væk. De penge vil vi gøre krav på at få tilbage,« siger Knud Rødbro.

Kassen er tom
Erhvervskundechefen har været afhørt af sparekassens advokat i fire timer og nægter at have begået noget ulovligt. Han henviser blandt andet til, at direktør Poul Blicher-Johnsen har vidst, hvad han foretog sig.

Bestyrelsen ville også gerne have lavet en advokatundersøgelse af Rasmus Blicher-Johnsen, revisionen og dens egen indsats. Men efter råd fra de nye ejere i Finansiel Stabilitet er undersøgelsen sat i bero, fordi man ikke er sikker på, at der er råd til at betale den halve mio. kr., som det koster at få den lavet.

»Af hensyn til garanterne vil vi gerne have endevendt alle forhold, og når vi ikke har råd til det, kan vi håbe, at sagen mod erhvervskundechefen fører til, at politiet også drager andre personer ind i undersøgelsen,« siger Knud Rødbro.

BRANCHENYT
Læs også