Lars Larsen har globale drømme

Detailhandel Lars Larsen vil gøre sengetøjskoncernen global. Om et år skal der sælges dyner i Kina, hvor der er store muligheder.

Om 10 år har vi 3.000 butikker og 30 milliarder kr. i omsætning.«

Lars Larsen tøver ikke, når han veloplagt fortæller om ambitionerne for sengetøjskoncernen. Målet er en fordobling af det antal butikker og den omsætning, som det har taget 30 år at opbygge, siden den første butik blev åbnet på Silkeborgvej i Århus.

Jysk har taget de første skridt med etableringen i en række af Europas største lande. Sidste år åbnede de første butikker i Storbritannien og Frankrig. I næste uge kommer turen til Spanien og Italien.

Men hvis målsætningen skal nås, så kræver det, at Jysk bliver en global koncern, der er repræsenteret over det meste af kloden. Allerede nu sælges der dyner og madrasser i Canada og i Dubai, hvor jysk har en række franchise-forretninger.

Men om præcis et år tager Jysk et nyt og afgørende skridt, når de første butikker åbner i Shanghai i Kina.

»Hvis kineserne tager godt imod os, så er mulighederne næsten uudtømmelige,« konstaterer Lars Larsen.

Fire testbutikker
I første række åbner fire testbutikker i den kinesiske storby. Her skal man afprøve markedet og rette ind efter de lokale behov. Det tager typisk 6 til 12 måneder, og herefter vil der åbne Jysk-butikker primært i området omkring Shanghai.

Jysk har ansat Jakob Sonnenberg som chef for den kinesiske operation. Han taler og skriver kinesisk efter studier ved Københavns Universitet og har en fortid hos IC Companys i Kina.

»I øjeblikket er han ved at lære at sælge dyner i de danske butikker, så han får god føling med vores forretning,« fortæller Lars Larsen.

Dynekongen, der er eneejer af koncernen, har stor tiltro til det kinesiske marked. Han vurderer, at kineserne er mere orienteret mod Europa end mod USA, når det gælder design og indretning. Mange af dem sover også i dyner.

»Vi har butikker i Vancouver i Canada, hvor der bor mange kinesere. De er flittige kunder hos Jysk,« konstaterer Lars Larsen.

Han tilføjer, at andre store koncerner som Ikea har haft solid succes på det kinesiske marked, uden at det har været nødvendigt at foretage større tilpasninger i sortimentet.

Rusland opgivet
Indtil videre har Jysk opgivet Rusland, som er et andet stort marked. Her har koncernen tidligere forsøgt at få fodfæste uden held. Egentlig var det planen at gøre et nyt forsøg her i foråret, men det er udsat.

»Den finansielle situation er usikker. Vi slås med uklarhed om valutaudviklingen i Østeuropa, og vi har ikke brug for samme udfordringer i Rusland. Samtidig er huslejerne stadig alt for høje, og de skal ned på et langt lavere niveau, før vi er interesserede. Vi har nok at se til, men planen ligger klar i skuffen, når tiden er moden,« siger Lars Larsen.

Jysk er også begyndt at foretage sonderinger i Indien, som kan komme på tale om nogle år.

Derimod ligger USA længere ude i fremtiden.

»Hvis vi skal kalde os globale, skal vi også være i USA. I de kommende år har vi fokus på Europa og Asien, men tiden arbejder for os. Amerikanerne har deres egne traditioner for boligindretning, men verden bliver mere ensartet, og på et tidspunkt vil det blive nemmere for os at komme ind på markedet,« vurderer Lars Larsen.

Månedens gæst
Han forventer fortsat at være en vigtig del af Jysk om 10 år, selv om han regner med at fortsætte den arbejdsmæssige nedtrapning i de kommende år. I mange år arbejdede han 18 timer i døgnet, men han er blevet bedre til at uddelegere arbejdet, og mange opgaver løses ved arbejdsbordet i villaen i privatboligen i Silkeborg med udsigt til søerne.

»For et par år siden omtalte de øvrige i ledelsen mig som ugens gæst. Nu overvejer de at ændre til det månedens gæst,« siger Lars Larsen.

Han overlod allerede for knap 10 år siden de daglige tøjler til Jan Bøgh, der siden har været adm. direktør. Lars Larsen er bestyrelsesformand i koncernen, men sønnen Jacob Brunsborg er ved at blive bragt i position til at overtage den post. Han står til at overtage 50,1 pct. af aktierne, mens datteren Mette Brunsborg arver resten.

Lars Larsen har i øvrigt gennem en fondslignende konstruktion sikret koncernen mod salg, så den kan vokse og bestå flere generationer frem i tiden.

Børnene må desuden højst trække 10 pct. af indtjeningen ud af virksomheden. Resten skal øremærkes til fortsat vækst.

BRANCHENYT
Læs også