Medicinindustrien aner finanskrise

De rige danske medicinselskaber går stort set ram forbi i finanskrisen. • Men der begynder at være betalingsproblemer hos kunderne.

Det er skønt at være velhavende. Især hvis man er i medicinbranchen, hvor kunderne jo stadig skal bruge deres medicin, selv om finanskrisen æder alle penge på sin vej. Det er det generelle indtryk hos de tre store medicinselskaber i Danmark, Novo Nordisk, Leo Pharma og Lundbeck. Derfor er meldingen fra dem alle tre, at de stort set går ram forbi i finanskrisen.

Faktisk mærkede Lundbeck for nylig en ekstraordinær velvilje fra den finansielle verden, da selskabet skulle overtage det amerikanske selskab Ovation Pharmaceuticals for godt fem mia. kr. og til formålet ville låne 2,5 mia. kr. i markedet.

»Vi kunne mærke, at vi var eftertragtede. Der er ingen tvivl om, at mange ser Lundbeck som en kunde, man gerne vil låne penge til,« siger finansdirektør Anders Götzsche fra Lundbeck. Attraktionen er ikke mindst det faktum, som også gælder Novo Nordisk og Leo Pharma, nemlig at de har en hovedrig fond som storaktionær.

Men succesen for de tre selskaber er i høj grad også det marked, de agerer på. Folk bliver ikke raske af, at der er finanskrise, så de skal stadig havde deres medicin. »Vi ser fortsat ingen signifikante ændringer i betalingsmønstre eller betalingsevner hos kunderne,« siger koncerndirektør Kåre Schultz fra Novo Nordisk.

Knirken i budgetterne
Også Leo Pharma sidder med et generelt indtryk af at slippe nådigt. Men krisen kan mærkes.

»I forhold til mange andre brancher er vi forholdsvis gunstigt stillet i lægemiddelindustrien. Men selvfølgelig mærker vi også finanskrisen, f.eks. ved at vigtige valutaer som engelske pund og svenske og norske kroner er faldet kraftigt i værdi. Vi kan også mærke, at der er snærende likviditet i distributionsled rundt omkring i dele af verden, dvs. hos distributører og apoteker,« siger Gitte Aabo, adm. direktør i Leo Pharma.

Alle tre selskaber er temmelig usikre på, hvad der vil ske, hvis krisen fortsætter. I forvejen er mange lande, herunder Danmark, udfordret af meget store generationer af ældre i fremtiden, og det i sig selv vil øge udgifterne til medicin. Det vil tvinge regeringerne til at presse prisen på medicin så langt ned som muligt.

Derudover kan den finansielle krise skubbe de mest økonomisk belastede lande helt ud over kanten. Nogle begynder at knirke i budgetterne.

»Under lanceringen af et nyt produkt, Xamiol, har vi konstateret, at krumspringene for at forsinke, at produktet kommer på markedet, og myndighederne dermed skal betale tilskud, bliver mere og mere kreative, og det går ud over patienterne. Vi får vores penge, og vi har likviditet nok til at vente, men vi kan mærke, der er lande, der har det svært,« siger Jens Bo Olesen, koncerndirektør i Leo Pharma.

BRANCHENYT
Læs også