Begyndelsen til enden for dansk?

Unge danskere er så dygtige til engelsk, at det åbner mediemarkedet for bl.a. Amazon og Apple. • Der er behov for en dansksproget indsats på samme høje niveau.

Mine børn er overraskende gode til at læse, skrive og tale engelsk. Langt, langt bedre end jeg var i samme alder. Det skyldes ikke, at mine børn er sproglige genier (eller jeg det modsatte). De er formet af den tid, de er opvokset i. Hele deres barndom er de blevet præget af, at afslapning i form af tv, internetsurfing og spil var domineret af det engelske sprog.

I dag kan mange teenagere endda frit vælge, om de vil undervises på dansk eller engelsk - lige fra gymnasietiden. Vi kan derfor ikke forvente, at de nødvendigvis vil foretrække en dansk version af hverken bøger eller nyheder. Dette er ved at blive et problem i den digitale verden. Mens engelsksprogede bogtitler kan fås i tusindvis af digitale e-bogsudgaver, så er det samme på ingen måde tilfældet med de dansksprogede titler.

I danske internetbutikker som Saxo.com og eBog.dk er der således kun meget få danske e-bogs-titler, og til priser, der er meget forskellige - oftest for høje. Amazons direktør, Jeff Bezos, udtalte ved lanceringen af selskabets nye e-bogslæser, at eBøger skal være billigere end trykte bøger. På Amazon.com er prisen for digitale bøger typisk 10 dollars. Alligevel forventer mange analytikere, at Amazon vil sælge e-bøger for mere end 6 mia. kr. i 2010.

Svært for aviserne
Mens Amazon er ved at få succes på e-bogsområdet, så er det sværere for dem, når det drejer sig om salg af avis-abonnementer på elektroniske læsere. Det skyldes nok grundlæggende, at nutidens eBogslæsere især er beregnet til at læse bøger.

Det franske svar på Børsen - Les Echos - har siden 2007 eksperimenteret med salg af en e-udgave af sin avis, som kan læses på en lille læser i A5-størrelse. Selv om avisen har et meget stærkt brand, og dens læsere er velbemidlede og teknologiinteresserede, har den kun fået få faste abonnenter til denne tjeneste.

Men dette udstyrsproblem bliver temmelig sikkert løst inden for et år. Dels har flere virksomheder produkter på vej, som er større, bøjelige og mere egnede til avislæsning. Dels kommer der givet andre ind på markedet, når der først er gået hul på det. Meget tyder eksempelvis på, at Apple er på vej ind i markedet for e-bøger. Dets produkt bliver jo nok kaldt en iBook.

Apple er fantastisk god til at udvikle produkter, når behovet først kommet til stede. MP3-afspillerne havde således været i markedet i lang tid, men iPod'en ændrede hele markedet, og skabte helt nye styrkeforhold. Pladeindustrien havde slet ikke forudset, hvor stærk Apple blev med salget af musik gennem iTunes.

Behov for dansk indsats
Hvad nu, hvis det samme kommer til at ske inden for bog- og avisbranchen? En uhyggelig tanke set med medieejer-briller. Men en spændende mulighed set med forbrugerbriller! De vil frit kunne vælge de titler - eller dele af dem - de har lyst til. Uanset hvor i verden de kommer fra. Man vil billigt og brugervenligt kunne få leveret New York Times til morgenkaffen i Næstved.

Den unge generation er i stigende grad globalt orienteret, og de mestrer - som skrevet - engelsk. Internettet har forbundet dem med hele verden - uanset hvor og hvornår. Det vil derfor være helt naturligt for dem at købe digitale nyheder og bøger på engelsk, hvis de ikke findes på dansk.

Er dette begyndelsen til enden for en stor - og forskelligartet - mediebranche på dansk? Får det danske sprog samme status i Danmark, som det har blandt udlandsdanskere: Det er noget, den ældre generation taler, med en dialekt, der lyder som en krydsning af Viktor Borges og Dronning Margrethes?

Det håber jeg ikke. Men der er behov for en samlet, digital satsning fra den danske medie-branche. Så resultatet er lige så godt som det, der med stor sandsynlighed vil komme til Danmark fra Amazon og Apple - og andre stærke kræfter.

Internettet har forbundet dem med hele verden - uanset hvor og hvornår. Det vil derfor være helt naturligt for dem at købe digitale nyheder og bøger på engelsk, hvis de ikke findes på dansk.

BRANCHENYT
Læs også