Bondeanger

landbrug Et dybt forgældet dansk landbrug har kurs mod en alvorlig krise efter i årevis at have levet af stigende ejendomsværdier. De banker, der bidrog til at puste gældsfælden op, klapper nu kassen i.

»Svineproducenterne bløder! Alligevel har omverdenen ikke opfattet, at det er liv eller død for mange svineproducenter.«

Store ord er sjældne ude i det vestlige Jylland. Så meget desto større indtryk gjorde den desperate tone, da formanden for Sydvestjysk Landboforening, Claus Christensen, skruede op for volumen på generalforsamlingen i Varde for nylig. Manden kan meget vel have ret. Måske har omverdenen negligeret en historisk krise under opbygning.

På overfladen ånder alt ellers fred og idyl på landet. Antallet af tvangsauktioner over landbrugsejendomme er lavt. Konkurserne i branchen er steget, men ikke alarmerende i forhold til dengang, krisen virkelig rasede. Og landmænd betalte i fjor i højere grad end alle andre kundegrupper terminen til tiden.

Men meget tyder på, at statistikkernes tryghed er falsk. De harmonerer slet ikke med den aktuelle strøm af beretninger fra hele landet om landbrug i alvorlige økonomiske klemmer, om kreditorbanker, der rasler med sablerne, og om styrtdyk i jordpriserne.

Meget tyder på, at den sande diagnose her og nu lyder: Dansk landbrug er på vej ind i et finansielt uvejr af episke proportioner. Og de færreste landmænd er klædt på til at tæmme dets kræfter, når det rammer.

Ifølge en undersøgelse fra Landbrugsraadet har mindre end halvdelen af alle landmænd modtaget professionel rådgivning om deres finansielle dispositioner, selvom hver tredje landbrugsrådgiver i dag udnævner finansforhold som den vigtigste usikkerhedsfaktor overhovedet for den moderne landmand.

Hvordan det kunne komme så vidt, vender vi tilbage til. Det er en drabelig beretning, hvor hverken landbruget, grovvareselskaberne eller bankerne spiller flatterende roller.

Det stolte danske landbrug handler ikke længere kun om afgrøder, afregningspriser og vejrudsigter. Tidligere lå priserne på landbrugets indkøb og produkter relativt fast takket være EU's forkætrede landbrugsstøtte. Sådan er det ikke længere. Tværtimod har kombinationen af en liberaliseret landbrugspolitik og globale pengestrømme forvandlet landbrugets markeder til mødested for storspekulerende finansfolk.

Spekulationen i råvarer er ganske enkelt gået grassat over de seneste år. Prisbobler bliver blæst op blot for at punktere med et brag. Det problem forsikrer landmændene sig imod ved at afdække risiko for prisudsving med eksempelvis futures. Dermed kan landmanden låse sin pris eller omkostning fast langt frem i tiden.

Et sundt og godt princip. Hvis det bliver overholdt. Det blev det ikke i landbruget.

Mange danske landmænd sprang i årene op til 2006 på spekulationsbølgen for at sikre sig hurtige gevinster med gearede investeringer i nogle af denne verdens mere komplicerede finansielle instrumenter. I takt med, at spekulationslysten steg, udviklede råvaremarkederne sig fra en effektiv forsikring mod prisudsving på foderstoffer, kød og afgrøder til det rene roulettespil. For et erhverv, der hvert år bruger mere end 40 mia. kr. på råvarer og hjælpestoffer, blev indsatsen hurtigt katastrofalt høj.

Faktisk blev mange landmænd så aktive på markederne, at en populær version af livet på landet lød, at bonden knoklede i stalden om dagen og på markedet om natten. Ingen af delene gik særligt godt.

Indtjeningen på mange bedrifter var pauver - i det omfang, den overhovedet var der. Og da råvareboblerne begyndte at briste, ramte multi-milliontab de mere spekulative landmænd. Formidlerne af de enormt risikable investeringer, grovvareselskaberne, fik travlt med at trække i land og forsikre om, at de skam ikke havde rådet landbruget til storspekulation. Landmændene indkasserede øretæverne og forsøgte i stor stil at dække såvel finans- som driftstab med nye lån.

Og bankerne? Tjah, de tav og trak på skuldrene, mens tabene væltede ind hos kunderne. For samtidig steg landbrugets jordpriser, og med sikkerhed i friværdierne kunne bankerne med en vis kynisme konstatere, at deres sikkerheder var hjemme, selv om de tillod landmændenes gæld at stige betydeligt.

Så det gjorde de.

Allerede for syv år siden advarede bl.a. formanden for Dansk Kvæg, Peder Philipp, i denne avis højlydt imod, at landmænd, der gældsatte sig uden at tjene penge, byggede forretningen på et råddent fundament.

Og bankerne? Tjah, de tav, trak på skuldrene og lånte flere penge ud til landbruget.

Siden da er landmændenes samlede gæld vokset fra 180 mia. kr. til mere end 315 mia. kr. Gælden består primært af variabelt forrentede lån og er ofte optaget i valutaer som schweizerfranc, yen eller dollar med en indbygget valutakursrisiko, der er til at få øje på. Roulettespillet fortsætter. Lidt endnu.

For kendsgerningen er, at mange landbrug i flere år udelukkende har overlevet ved at belåne jord og mursten. Og nu knager den redningsplanke også. Visse steder i landet er jordpriserne allerede faldet med 30 pct. fra toppen, og prognoserne lyder på yderligere prisfald. Langt hovedparten af svineproducenterne kom ud af 2008 med underskud på bundlinjen, mange af dem i millionklassen.

Men de finansielle markeder, hvor landmændene fortsat har meget store interesser, er stadig særdeles risikabelt territorium for selv denne verdens største finanseksperter.

Og bankerne? De hverken tier eller trækker på skuldrene. De opsiger kreditter, indfrier pant, overtager bedrifter og konstaterer med beklagelse, at tilliden til landbrugssektoren desværre er for nedadgående. Hykleriet i det udsagn er noget nær ubærligt, når det kommer fra en finanssektor, som - modsat landbruget - holdes flydende af statslige milliardgarantier efter i årevis ukritisk at have bevilget gigantlån til landbrugskunder uden dybere indsigt i finansieringsforhold.

BRANCHENYT
Læs også