En uge, hvor nøgletallene står i kø

Ugen vil være præget af nøgletal. Mest opmærksomhed samler sig om den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, der kommer på fredag.Et af ugens få årsregnskaber kommer fra amerikanske Monsanto, som er konkurrent til Auriga.

Mandag
SAS-konkurrenten Air Berlin, som hører til i lavprissegmentet, er aktuel med 2008-regnskab og analytikermøde.

På makrofronten vil fokus være rettet mod Tyskland, hvor der kommer detailsalgstal for februar. Opgørelsen vil kaste ekstra lys over situationen hos den forsigtige tyske forbruger.

»Da de tyske forbrugere er forsigtige og kun i begrænset omfang øger forbruget i en højkonjunktur, kan vi håbe på, at de heller ikke skærer drastisk ned i en lavkonjunktur. Efter faldet på 0,9 pct. i januar venter vi, at forbruget stort set vil ligge uændret i februar. Udviklingen i arbejdsløsheden og industrien vil dæmpe forbruget, men omvendt vil den tyske finanspolitiske hjælpepakke understøtte forbruget i februar. Blandt andet vil tilskuddet på 2.500 euro ved køb af en ny bil (forudsat at man sælger en bil, der er mindst ni år gammel) hjælpe forbruget,« vurderer seniorøkonom Morten Hessner fra Nykredit Markets.

Tirsdag
Den amerikanske forbrugertillid fra Conference Board offentliggøres ved 16-tiden. Økonomerne kalkulerer med en lille bedring gennem en fremgang til 28 fra 25 i marts. Nøgletallet befinder sig dog fortsat på et historisk lavpunkt.

Onsdag
På nøgletalsfronten vil det amerikanske erhvervstillidsbarometer fra ISM være i fokus, idet nøgletal kan være et af de steder, hvor investorerne kan se de første tegn på en bedring i økonomien.

»ISM er en af de ledende indikatorer, forstået på den måde, at det er her, vi normalt ser de første tegn på en vending i økonomien. Vi venter, at ISM vil begynde en stigende trend senere i år, og at vi faktisk på nuværende tidspunkt er tæt på bunden i recessionen i den amerikanske økonomi. Yderligere vil en stabilisering i boligmarkedet også være en af de ting, vi regner med vil give en første indikation for fremgang. Det skyldes, at netop denne konjunkturnedgang havde udgangspunkt i nedsmeltningen i boligmarkedet,« vurderer chefanalytiker Johnny Bo Jakobsen fra Nordea.

Onsdag vil investorerne få en forsmag på fredagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport med ADP-indikatoren, og det er ventet, at ADP-jobindikatoren vil vise et jobtab på 648.000 personer i marts mod 697.000 i februar.

Natten til onsdag offentliggøres den japanske Tankan-rapport, som indeholder et erhvervstillidsbarometer. Tankan-rapporten kommer kvartalsvis og er udarbejdet af centralbanken Bank of Japan, og rapporten har potentialet til at styre den globale markedsstemning ved større overraskelser.

Torsdag
Novo Nordisk og selskabets investorer vil spændt afvente torsdagens meldinger fra USA, hvor sundhedsmyndighederne FDA vil holde ekspertmøde vedrørende godkendelsen af Victoza (Liraglutide). Al opmærksomheden har det seneste halve år ligget på meldingerne om Victoza, som ventes at blive det førende medikament i GLP1-markedet, hvor konkurrenten Eli Lilly befinder sig med Byetta og desuden er på vej med Byetta Lar. Det er ventet, at Victoza's omsætning kan toppe med et årligt salg tæt på 1 mia. dollars.

Novo Nordisk har annonceret, at koncernen venter at lancere Victoza til sommer, og analytikerkorpset venter en lancering tæt på eller i august. Analytikerne forudser, at godkendelsen vil blive kørt sikkert igennem, og Novo Nordisk-aktien ventes dermed få et løft, da godkendelse vil fjerne risikoen for et nej eller delvist nej med krav om flere data. I en analyse fra den 6. marts vurderede finanshuset JP Morgan, at den daværende Novo-kurs kalkulerer med 90 pct. sandsynlighed for en godkendelse uden betingelser. Ved denne lejlighed gav JP Morgan Novo-aktien en købsanbefaling.

Amerikanske Monsanto, som er konkurrent til Auriga, er aktuel med årsregnskab. Auriga har aflagt sit årsregnskab, hvilket mindsker opmærksomheden om meldingerne fra Monsanto, men alt andet lige vil Monsantos meldinger og syn på 2009 blive studeret.

Amerikanske Micron Technology, som er den største amerikanske producent af hukommelseschips, kommer med regnskab for 2. kvartal. Selskabet er ramt af den globale recession og kæmper med massive røde tal på bundlinjen. I 1. kvartal var både tabet og omsætningen ringere end analytikernes forventninger. Selskabet er i gang med at nedlægge 2.000 stillinger i et forsøg på at forbedre situationen.

Den canadiske computerkoncern Research In Motion, som står bag den populære e-mail-telefon Blackberry, kommer med regnskab for 4. kvartal. Selskabet konkurrerer med de mere avancerede telefoner fra Apple og Palm. Tallene fra 4. kvartal bliver ganske interessante, eftersom selskabet i 3. kvartal kom med meget positive forventninger til 4. kvartal til trods for afmatningen af den globale økonomi. Research In Motion venter en omsætning på 3,3-3,5 mia. dollars, mens indtjeningen ventes at lande på mellem 83 og 91 cent pr. aktie. Selskabet ventes at sælge omtrent 2,9 mio. nye telefoner i perioden. Et finanshus, der langt fra tror på, at selskabet kan leve op til sine egne forventninger, er ThinkEquity Partners, som har en salgsanbefaling på aktien.

»Aktien er faldet over 70 pct. siden rekorden i juni sidste år, men lavere priser og et lavere salg vil have en betydelig indvirkning på indtjeningsprognosen,« skrev analytiker Michael Burton den 13. marts i en analyse, hvis kursmål er på 30 dollars pr. aktie. Aktien handles i skrivende stund i 43 dollars pr. aktie, hvorfor der er tale om et betydeligt downturn for aktien ifølge finanshuset.

Fredag
Den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for marts vil igen blive ugens vigtigste makroøkonomiske offentliggørelse, hvilket skyldes, at udviklingen i arbejdsmarkedet er afgørende for hårdheden i den økonomiske nedtur, mens arbejdsløshedstallene er ubrugelige som indikation for et vendepunkt. Det forudses, at et vendepunkt først vil blive afspejlet i ledende indikatorer såsom selve aktie- og renteudviklingen samt tillidsindikatorer. Det er med ekstrem kraft, at arbejdsløshedstallene er banket i vejret, og økonomerne forudser, at billedet ikke vil se anderledes ud denne gang, og arbejdsløsheden formodes at stige til 8,5 pct. fra 8,1 pct. i februar og 7,6 pct. i januar.

»Arbejdsløsheden vil komme tæt på 10 pct., før udviklingen vender, og siden januar har styrken i den negative udvikling overrasket mig,« udtaler chefanalytiker Johnny Bo Jakobsen fra Nordea.

BRANCHENYT
Læs også