Banker mistænker Ebh-top for svindel

11 banker med 1,9 mia. kr. til gode vil bruge advokatundersøgelse som afsæt for politianmeldelse.

Flere af Ebh-Fondens kreditorer er tæt på at melde ledelsen i den kuldsejlede fond til politiet for bedrageri. Det gælder for eksempel Danske Andelskassers Bank (DAB), der har 100 mio. kr. til gode i fonden, der gik i betalingsstandsning i efteråret 2008. Lige nu venter kredsen af kreditor-banker på resultatet af en advokatundersøgelse, før man er klar til at skrive den endelige anmeldelse.

Uforståeligt
»Jeg føler, at fonden har svindlet. Den stod med fuld egenkapital 1. juli sidste år, og gik så ind tre til fire måneder senere. Det er for mig uforståeligt, hvordan to mia. kr. kan forsvinde ud i den blå luft. Derfor er jeg er helt sikker på, at der bliver en retsopfølgning fra kreditorernes side, « siger Jens Hald, der sidder i bestyrelsen i DAB og er formand for Andelskassen Nordøstjylland.

Mistænkeligt regnskab
Flere af de øvrige 10 banker med penge til gode i fonden oplyser over for Morgenavisen Jyllands-Posten, at de deler Jens Halds svindelmistanke. Helt centralt i kritikken af Ebh-Fonden står fondens regnskab for 2007, der afslørede et overskud på 770 mio. kr. og en egenkapital på 2,2 mia. kr.

»Det regnskab var underskrevet af en bestyrelse, en direktion og en revisor. Når den formue så hurtigt kan forsvinde, tyder alt på, at aktiverne er prissat med alt for løs hånd, og det er vi over for vores aktionærer forpligtede til at reagere på,« siger en bankdirektør, der ønsker at være anonym.

Rapport i april
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har bedt advokat Carsten Fode om at foretage en granskning af en række kritiske forhold i Ebh-Fonden. Advokaten skal aflevere den første delrapport inden udgangen af april, og direktør Bjarne Larsen fra Sydbank, der også har et trecifret millionbeløb til gode i fonden, oplyser, at han afventer indholdet af den rapport, før han vil udtale sig nærmere om, hvordan kreditorerne skal forfølge fonden.

BRANCHENYT
Læs også