Baggers svenske partner løb med guldet fra IT Factory

IT Factory-svindlen har efterladt et hul i pengekassen på 250 mio. kr. • Stein Baggers partner, Mikael Ljungman, har tilranet sig 180 mio. kr.

Stein Bagger svenske forretningsforbindelse, Mikael Ljungman, er IT Factory-svindlens absolutte vinder.

Mens Stein Bagger sidder bag tremmer i Ringsted Arrest med udsigt til en årelang fængselsstraf, er Mikael Ljungman ikke bare på fri fod. Han er også en meget rig mand.

Under et retsmøde fredag i Retten i Lyngby afslørede vicestatsadvokat Per Justesen, at Mikael Ljungman har tilranet sig op mod 180 mio. kr. i forbindelse med milliardsvindlen i IT Factory.

Beløbet skal ses i forhold til, at kurator i IT Factory-konkursboet, Boris Frederiksen, har forklaret, at man efter måneders gennemgang af it-firmaets regnskabspapirer står med et hul i kassen på op mod 250 mio. kr.

Dermed har Stein Baggers velorkestrerede leasing-cirkus blot sikret den selvudnævnte virksomhedsdoktor i omegnen af 70 mio. kr. i direkte afkast fra svindelnumrene, mens hans svenske partner har scoret mere end det dobbelte.

Millioner i bonus
Til gengæld har Stein Bagger udnyttet svindelforetagendet på anden vis. Foruden årslønnen på omkring tre mio. kr. har han fået millioner i bonus, i takt med at IT Factorys omsætning satte rekorder. Rekorder som for 99 pct.s vedkommende er skabt på luftige it-kontrakter med ikke-eksisterende selskaber kontrolleret af først og fremmest Mikael Ljungman.

Hertil kommer, at Stein Bagger gennem selskabet Agios United S.A. fået 60 mio. kr. i udbytte fra IT Factory.

Stein Bagger har erkendt svindel for 831 mio. kr. Dermed har han kurs mod en lynretssag.

Anderledes forholder det sig med Mikael Ljungman, der er gået under jorden.

Han blev i januar sigtet telefonisk i sagen af bagmandspolitiet. Det har dog ikke fået den 46-årige svensker til at dukke op til afhøring, og nu skruer politiet bissen på.

International politijagt
I morgen vil bagmandspolitiet forsøge at få Mikael Ljungman varetægtsfængslet in absentia.

Det sker for at muliggøre en international politijagt på Mikael Ljungman.

Svenskerens forsvarsadvokat, Ebbe Mogensen, har allerede tilbudt, at Mikael Ljungman møder op og afgiver forklaring. Men kun under forudsætning af, at afhøringen ikke ender med en varetægtsfængsling.

Det tilbud har bagmandspolitiets chef, Jens Madsen, kategorisk afvist.

Afvisningen hænger givetvis sammen med, at Stein Bagger ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger har afgivet meget belastende vidneudsagn mod Mikael Ljungman og dennes rolle i danmarkshistoriens største svindelsag.

BRANCHENYT
Læs også