Bekymringerne blussede op

Omstruktureringsplanerne fra GM og Chrysler blev afvist af Washington.Centralbanken i Madrid har givet førstehjælp til Caja Castilla la Mancha.

Brevkasse for investorerDe europæiske aktiebørser blev ikke levnet mange chancer mandag formiddag, da investorernes humør var blevet spoleret af dårlige nyheder vedrørende de to store amerikanske bilproducenter samt fra den spanske banksektor. Anført af bankerne og bilproducenterne kørte det europæiske aktiemarked ned, og først på eftermiddagen lå de fleste indeks et pænt stykke lavere.

Stemningen led et knæk
Stemningen i aktiemarkederne i Europa led et knæk, da investorerne erfarede, at politikerne i Washington havde afvist omstruktureringsplanerne fra General Motors og Chrysler.

Den amerikanske regering vil kun finansiere General Motors i yderligere 60 dage, mens ledelsen udarbejder en ny og mere overbevisende plan for en redning af koncernen.

Efter de tilkendegivelser fra Washington var investorerne bevidste om risikoen for konkurser i begge bilkoncernerne, og spekulationerne virkede på ingen måde befordrende for købelysten.

Som ringe i vandet bredte de negative tendenser sig til de europæiske bilaktier, fordi en eventuel konkurs i General Motors eller Chrysler er skidt for de europæiske producenter. Umiddelbart skulle man tro, at det var en fordel, hvis et par konkurrenter kører af banen, men lukker de to amerikanske bilkoncerner, kan det trække flere underleverandører med i faldet til skade for de europæiske bilproducenter.

Endvidere kan en eller flere af de europæiske bilfabrikker måske komme i en lignende situation. Og får de to amerikanske bilkoncerner lov til at falde, kunne det tænkes, at europæiske politikere heller ikke for enhver pris vil redde bilfabrikker, hvis det på et tidspunkt skulle blive aktuelt.

I Spanien trådte centralbanken til for at holde hånden under den regionale bank Caja Castilla la Mancha, og den slags nyheder får let investorerne til at ryste på hænderne. Selv om den spanske regionalbank ikke er blandt Europas største, får selv de mindste antydninger af problemer i finanssektoren investorerne til at smide bankaktierne fra sig.

De dårlige nyheder fra den spanske bankverden var kun en del af forklaringen på de negative vibrationer, der prægede handelen med finansielle aktier.

Krisen i bilkoncernerne
Ifølge flere handlere var krisen i de to amerikanske bilkoncerner nemlig af større betydning for den triste udvikling blandt bankaktierne. Tvinges General Motors eller Chrysler til at dreje nøglen rundt, vil det påføre kreditorerne tab, og i dette tilfælde er det specielt de store amerikanske banker, som har penge i klemme.

Selv om investorerne hele tiden skulle have et vågent øje på bank- og bilaktierne, var der tid til at bemærke nye anbefalinger fra kredsen af analytikere. Og en af de mere opkvikkende gik på den britiske mobiltelefonoperatør Vodafone, hvis anbefaling blev hævet til køb fra hold af analytikerne hos Royal Bank of Scotland.

Midt i alt mismodet lyste AstraZeneca lidt op, fordi medicinalselskabet har opnået flotte forsøgsresultater med det kolesteroldæmpende præparat Crestor.

Blandt de bedste
Angiveligt skulle resultaterne indikere, at præparatet hører til blandt de bedste inden for sin klasse, og de opmuntrende nyheder gjorde det muligt for aktien at gå mod strømmen i mandagens sure markeder.

Den amerikanske valuta genvandt endnu en bid af den højde, som den satte over styr i forhold til euroen tidligere på måneden, og mandag ved 16-tiden blev dollaren i dansk regning handlet til 565,60 kr. mod 561,00 kr. forud for weekenden.

Tilbage i rollen
Problemerne for de to amerikanske bilkoncerner har sammen med kollapset i den regionale spanske bank lagt en dæmper på investorernes lyst til risiko, hvorefter de begyndte at kigge sig om efter en sikker havn. Og i lighed med tidligere satte søgningen den amerikanske dollar tilbage i rollen som en af investorernes foretrukne flugtvalutaer.

Yennen gik lidt af mode som flugtvaluta tidligere på året, da tilbagegangen i Japans økonomi fik investorerne til at udvikle en vis berøringsangst med den japanske valuta. Men mandag kunne den atter bruges, og den pæne efterspørgsel efter yennen bevirkede, at kursen ved 16-tiden var steget til 5,8461 kr. mod 5,7200 kr. fredag eftermiddag.

BRANCHENYT
Læs også