Erik Ove vil dække over lækage

Erik Ove fortryder sine udtalelser til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Personen, som på en parkeringsplads advarede Stein Bagger om, at politiet lyttede med på hans samtaler, kan ånde lettet op. Stein Bagger og IT Factorys tidligere kommunikationsrådgiver har ombestemt sig. Erik Ove vil alligevel ikke give politiet navnet på den mand, som muligvis var en medvirkende årsag til Stein Baggers flugt.

Over for Morgenavisen Jyllands-Posten fastslog Erik Ove ellers i fredags, at politiet blot kunne henvende sig til ham, hvis de var interesseret i at kende mandens identitet.

»Jeg erkender at jeg har sagt det, som jeg er citeret for i Jyllands-Posten. Men jeg har ikke tænkt mig ordentlig om. For selvfølgelig er det en helt basal journalistisk grundregel, at man ikke afslører sine kilder. Derfor kan jeg ikke afsløre over for politiet eller andre, hvem det var, som advarede Stein Bagger om, at hans telefon blev aflyttet af politiet,« siger Erik Ove.

En dobbeltrolle
Erik Ove har diskuteret udtalelsen med sin medforfatter til bogen ”Stein Bagger & inderkredsen”. Og den tidligere tv-journalist Stig Andersen har en forklaring på, hvorfor Erik Ove reagerede, som han gjorde, da han blev ringet op af Jyllands-Posten.

»Man skal tænke på det lidt specielle i denne her sag. Erik Ove har jo rent faktisk - efter at sagen brød ud - været afhørt af politiet som en person helt tæt på forløbet. Derfor har han været i en situation, hvor han naturligvis har svaret på alt, hvad politiet har spurgt om. Nu optræder han sammen med mig som journalist og forfatter. Og i den situation beskytter man naturligvis sine kilder, « siger Stig Andersen.

BRANCHENYT
Læs også