Nye choktal for eksport og ledighed

I 2010 stiger ledigheden til 6,5 pct. eller flere end 190.000 arbejdsløse. • En opdateret DI-prognose spår om eksportfald på 12 pct. og et BNP- minus på 3 pct. i år.

Tabet af eksportindtægter og arbejdspladser eskalerer i et hidtil uset omfang.

Alene i de seneste måneder er eksporten dykket så meget, at det kan ende med et fald på 12 pct. målt i løbende priser for hele året. Det vil medføre, at antallet af ledige øges med yderligere 10.000 til i alt 130.000 arbejdsløse ved udgangen af året, viser en opdatering af DI's seneste prognose.

Ekstremt fald i eksporten
»Det er tale om et ekstremt stort fald i eksporten. Man skal tilbage til 1930'erne for at finde noget lignende. Det får ledigheden til at stige, så vi ved udgangen 2010 venter, at antallet af arbejdsløse stiger til over 190.000 eller en arbejdsløshed på 6,5 pct.,« spår cheføkonom Klaus Rasmussen fra DI.

Tidligere ventede DI en arbejdsløshed på 160.000 ved udgangen af 2010, så der er tale om en markant forværring af udsigterne i forhold til for blot nogle måneder siden.

Konkurrence med Sverige
I den forrige prognose fra DI, forudså arbejdsgiverorganisationen et eksportfald på 10 pct., når man regner prisstigningerne med. Nu peger prognosen på 12 pct. og ingen bedring i umiddelbar sigte.

Danske eksportører skal lige nu konkurrere med eksempelvis svenske virksomheder, som nyder godt af, at den svenske krone er faldet med 20 pct. siden sommerferien. Samtidig er det blevet dyrere for svenske forbrugere at købe danske varer. Et tilsvarende billede kan ses i relation til Storbritannien.

Stort fald i BNP
DI's prognose har indregnet de hjælpepakker, som er vedtaget i Danmark og de løbende nedjusteringer af væksten i næsten alle lande omkring Danmark.

»Det danske bruttonationalprodukt (værdien af den samlede produktion i Danmark, red.), BNP, får en tilbagegang på mere end 3 pct. i 2009. Hovedparten af den tilbagegang er allerede realiseret. Vi venter alligevel en fortsat tilbagegang i de kommende kvartaler. Også i 2010 vil BNP falde på årsbasis,« siger Klaus Rasmussen.

På linje med Sydbank
DI's prognose flugter nogenlunde med den seneste fra Sydbank, men udviklingen går meget stærkt i negativ retning. Sydbanks chefanalytiker Christian Hilligsøe Heinig venter et fald i år på 2,5 pct. i BNP og en beskeden stigning på 0,3 pct. i 2010.

BRANCHENYT
Læs også