Sidste chance for USA's bilindustri

GM har 60 dage til at udarbejde en mere radikal plan for omstrukturering. •Præsident Obama udelukker ikke, at en betalingsstandsning bliver sidste udvej.

Washington

Kun dybtgående reformer med lønreduktioner og masseafskedigelser kan bane vejen for de store statstilskud, der er nødvendige, hvis General Motors og Chrysler skal overleve bilindustriens alvorligste krise i mere end et kvart århundrede.

Det kontante budskab blev sent i går afleveret af Barack Obama, efter at præsidenten havde demonstreret den nye håndfaste kurs ved at tvinge GM's administrerende direktør, Rick Wagoner, til at træde tilbage. Samtidig fik både GM og Chrysler ekstremt korte tidsfrister til at redde sig selv.

Obama fastslog endnu engang, at USA efter hans mening kan have en succesrig bilindustri, og at det vil være godt for landets økonomi i den nuværende recession. GM og Chrysler beskæftiger 140.000, men langt flere arbejdspladser hos underleverandører står på spil.

»Når krisen er overvundet, vil vi konstatere, at dette ikke var afslutningen, men en ny begyndelse for bilindustrien. Jeg vil arbejde for at sikre, at USA bygger den næste generation af rene biler. Det vil ske, hvor biler altid er blevet bygget. I Detroit og i Midtvesten,« lød det fra præsidenten, der forsikrede de berørte arbejdere, at han kæmper for dem.

Præsidenten var skarp
Med skarp stemme konstaterede præsidenten, at hverken GM eller Chrysler har opfyldt de betingelser, som blev sat, da den tidligere regering i slutningen af december forhindrede betalingsstandsninger ved at give begge koncerner statslån.

GM har fået 13,4 mia. dollars, mens Chryslers tilskud løber op i fire mia. Det var en forudsætning for disse lån, at gældsposter blev nedbragt, og at der blev udarbejdet planer for, hvordan koncernerne kom gennem den nuværende krise og blev levedygtige på længere sigt.

Gælden er i stedet blevet forøget, og præsidentens arbejdsgruppe har afvist reformplanerne som aldeles utilstrækkelige, skønt GM har lovet at nedbringe sin globale arbejdsstyrke med 47.000 mand i løbet af dette år.

GM har nu fået 60 dage til under den nye ledelse at fremlægge en plan for den nødvendige nedskæring og omstrukturering. Kun hvis den plan, som Det Hvide Hus vil hjælpe til med at udarbejde, godkendes, kan en anmodning om yderligere 16,6 mia. dollars i tilskud blive opfyldt.

Et italiensk håb
Chrysler har fået en frist på blot 30 dage til at indgå i en alliance med italienske Fiat, efter at præsidentens eksperter ledet af bankchefen Steven Rattner har fastslået, at Chrysler ikke har nogen chance for at overleve på egen hånd.

Hvis der ikke kan etableres en alliance med Fiat, vil regeringen i stedet for at give seks mia. i lån reelt vaske sine hænder og trække sig tilbage fra Chrysler, der så kun kan håbe på, at en køber melder sig. Noget sådant betragtes som noget nær ønsketænkning, efter at tyske Daimler-Benz tabte milliarder på sit korte ejerskab af den tredjestørste af de amerikanske bilkoncerner.

Barack Obama udelukkede ikke, at en eller begge koncerner havner i en form for betalingsstandsning. Kilder i Det Hvide Hus oplyser, at der i givet fald vil blive tale om en kortvarig proces, idet en langvarig betalingsstandsning og dermed følgende omstrukturering af mange betragtes som en dødsdom.

Både GM og Chrysler har gentagne gange advaret mod en sådan løsning med henvisninger til, at ingen vil vove at købe en ny bil fra en koncern, hvis overlevelse må betragtes som mere end tvivlsom.

I et forsøg på at forhindre en masseflugt fra de allerede halvtomme salgslokaler er regeringen i første omgang trådt til med forsikringer om, at den står bag alle garantier, lige meget hvilken skæbne GM og Chrysler måtte lide.

Planerne afvist
Efter en gennemgang af reformplanerne, der blev afleveret i Washington for et par uger siden, konkluderede præsidentens arbejdsgruppe. at GM's plan ikke ville føre til succes, selv om økonomien kom hurtigt ud af den nuværende recession.

Der er brug for en omlægning af modeller, nedskæring af arbejdsstyrken og et nyt netværk af forhandlere, der svarer til GM's faldende markedsandel. Disse krav understreger fornemmelsen af, at GM i en årrække har truffet beslutninger, som har ført koncernen ud i den nuværende katastrofale situation.

Chryslers plan er blevet afvist som urealistisk og alt for optimistisk. Der er brug for yderligere lønreduktioner og en omlægning af den store gæld, lyder eksperternes vurdering.

BRANCHENYT
Læs også